Vild Bjergegn. Amor træder op.
AMOR.
Her lad mig standse! Her er Stedet jo,
Hvor paa sin Vandring hun forbi maa komme;
Igjennem denne Kløft sig Stien snoer. —
Min Fod er træt. Som Høgen jager Duen,
Har Angst og Uro drevet mig omkring,
Og ingen Glæde gjeste vil mit Bryst,
Før Psyches Prøvetid er heelt tilende.
Forgjæves steg jeg op til Guders Bolig;
Tom var mig Himlen, thi hun var der ikke,
Og Musers Sang kun vakte Længsel efter
Endnu engang at høre hendes Røst.
Forgjæves tyede ned jeg dog paa Jorden
Og blanded mig igjen i Livets Vrimmel,
Thi hvert et Syn, som minded mig om hende,
Mig viste kun den Elskede som tabt.
Da mærked jeg, at Sorg boer allevegne,
Men Trøsten kun i Eensomhedens Skjød.
Hvor eensomt her! Rundt om mig nøgne Klipper;
Ikkun en enkelt Plet, hvor Græsset spirer,
Et enkelt Træ, hvor Ravnen eenlig sidder,
Og hæs og hungrig skriger efter Rov
Midt paa den øde Vei til Dødens Rige.
Men dog paa denne Vei mig Trøsten møder!
Thi denne Vei skal hendes Fod betræde,
Paa denne Sti hun vandre skal, naar Hermes,
Hvem mine Bønner kaldte fra Olympen,
Til Underverdnens Porte hende fører.
Men stille! Op fra Dybet lød en Røst —
Ja, min Forventning hun imøde kommer!
Hist gjennem Kløften stiger alt den Hulde
Og nærmer langsomt sig ved Gudens Haand.
Afsted, at ei mod Skjæbnens Bud hun seer mig!
Til Fjeldets steile Rand jeg vil mig svinge,
Og mens i Dybet her hun gaaer forbi,
Vil jeg, i Bjergets Taageslør indhyllet,
Usynlig følge hendes stille Gang.