Rose lil’ og hendes moder,
de sad over bord,
de taled så mangt et skæmtens ord.
Ha, ha, ha!
Så, så, så, så!
Ha, ha, ha!
Så, så, så, så!
De taled så mangt et skæmtens ord.
Før hvert træ skal i haven bære blomster af guld,
før jeg skal vorde nogen ungersvend huld.
Hr. Peder stod paa svalen og lytted med list:
Den der ler nok bedst, som ler nok sidst.
Og der de kom ned udi urtegårdens læ,
da hang der en guldring på hvert træ.
Roselil’ blev så rød som et dryppende blod,
hun stirred ned i græsset alt for sin fod.
Da kyssed hendes læber hr. Peder med list:
Den ler dog nok bedst, som ler til sidst.
Ha, ha, ha!
Så, så, så, så!
Den ler dog nok bedst, som ler til sidst.