Syv og tyvende Sang
Udgangen.
Udgangen.
Derned, hvor deres Skaber maatte bløde,
Mens Ebros Bølger under Vægten rinde,
Og Ganges’ Vover midt paa Dagen gløde:
Saadan stod Solen, da i Aftenfreden
Guds Engel saligmild os treen imøde.
Han foran Flammen stod og sang ved Bredden:
Med mere livfuld Røst, end vor herneden.
Derpaa han sagde: "Først maa Ilden stinge
"Jer, hellige Siæle! før I længer fare;
"Gak ind og lyt til Sangene, der klinge!"
Saadan han talte, da vi nær ham vare,
Og jeg blev ræd, som den i Graven lagte
Jeg mine Hænder vred og frem mig rakte,
Thi stærkt erindred Ilden mig om brændte
Legemer, jeg havde seet paa Baalet bragte.
De gode Førere sig mod mig vendte,
Og venlig kvad Virgil: "Min Søn, vær rolig!
Her er vel Kval, men ikke Død at hente.
Husk vel, husk vel... og har jeg ledt dig trolig
Jeg svigter ei, saa nær ved Herrens Bolig.
Vær sikker paa, at om du maatte stande
Aartusinder i dette Luerige,
Blev ei et Haar der svedet af din Pande.
Og tænker du maaskee, jeg vil dig svige,
Saa nærm dig selv, og skaf dig i det Mindre
Forvisning først med Haand og Kiortelflige.
Kast bort, kast bort al Frygt, som vil dig hindre!
Gak trøstig frem, lad Ilden om dig spille!"
Bevæget ved at see mig stiv og stille,
Han mæled: "Søn! fra Hende, du skal møde,
Fra Beatrice Flammerne dig skille!"
Ved Thisbes Navn endnu engang sit Øie,
Den Stund de hvide Morbær bleve røde:
Saalunde faldt min Haardhed flux tilføie,
Og ved det Navn at høre, der mig rinder
Altid i Tanke, saae jeg paa den Høie.
Han rysted Hovedet og sagde: "Finder
Du endnu, vi skal standse her?" og smiled,
Som naar et Æble Drengen overvinder.
Foran mig ind i Flammerne han iled,
Og Statius paa hans Bud bagefter hasted,
Jeg gik i Midten, Ingen af os hviled.
Forsand, i smeltet Glas jeg havde kastet
Mig gierne, for at svale da mit Indre,
Saa rædsom var hiin Brand, der aldrig rasted.
Om Beatrice kvad, for mig at lindre,
Den hulde Skiald, imens han Foden rørte;
"Hist," mæled han, "alt hendes Øine tindre."
Vi ledtes af en Røst, vi synge hørte,
Og udaf Luerne paa Biergets Flader
Saa lød det indeni et Lys, der fælder
Mit Øies Sands med sine Straalerader.
"Alt ganger Solen bort og snart det kvelder,"
Blev Stemmen ved, "vær derfor rask tilfode,
"Før Mørket over Vestens Himmel vælder!"
En Vei sig opad giennem Klippen snoede,
I saadan Retning, at jeg maatte fange
De sidste Straaler af den trætte Klode.
Kun nogle Trin begyndte vi at gange,
Da mærked jeg og de, som did mig ledte,
Af Skyggens Væxt, at Solen sank bag Vange.
Og førend Horizontens vidtudbredte,
Uhyre Rum blev eens for vore Blikke,
Før Natten alle Boliger beredte,
Vi valgte Hver sit Trin, for der at ligge;
Thi dette Biergs Natur forbød os Trætte
Opad at gaae, skiøndt Lysten mangled ikke.
Som Gederne, der dristige og lette
Paa Fieldet springe først, men siden tygge
Taalmodig Drøv, og naar de ere mætte,
Naar Solen brænder, ligge taust i Skygge,
Imedens deres Hyrde læner rolig
Sig til sin Stav og vogter paa de Trygge;
Som Røgteren, der i det Frie har Bolig,
Pleier ved Nat sig hos sin Hiord at lægge,
Og mod de vilde Dyr den skiermer trolig:
Saa ligerviis vi Tre os hviled; begge
De To var Hyrderne, og jeg var Geden;
Tæt om os hvælvede sig Kløftens Vægge.
Kun Lidt var synligt over Klippebredden,
Dog saae jeg giennem Revnen Stierner skinne,
Langt klarere og større, end herneden.
Mens grundende jeg saae mod Himlens Tinde,
Greb Søvnen mig, den Søvn, der ofte kiender,
Før Tingen skeer, hvad Tiden har isinde.
Just i den Stund, da Venus, der jo brænder
Evindelig af Kiærlighedens Lue,
Hiint Bierg fra Øst sin første Straale sender,
Fik jeg i Drøm en deilig Mø at skue;
Henad en Eng hun tyktes mig at skride
Og plukke Blomster rundtomkring paa Tue.
"Har Nogen Lyst," sang hun, "mit Navn at vide,
"Mig Blomster til en Krands med Hænder hvide.
"For mig i Speil at tækkes, jeg mig pryder;
"Men altid sidder foran sit min Søster
"Rachel og taus beskuende sig fryder.
"At see sig selv i Øiet, hende trøster,
"Jeg heller med min Haand en Krands mig binder;
"At handle, min, at skue, hendes Lyst er."
Og alt det første Skiær af Dag oprinder,
Det, som en Pilgrim har kiært med Føie,
Naar atter nærved Hiemmet han sig finder.
Natmørket rundtom svandt, og fra mit Øie
Svandt Søvnen med; da stod fra Leiets Stene
Jeg hurtig op, thi oppe var de Høie.
"Den søde Frugt, som paa saamange Grene
De Dødelige møisomt eftertragte,
Den skal idag din Hunger Fred forlene."
Til mig blev disse Ord af Skialden sagte,
Og aldrig kan en jordisk Gave volde
Saa stor en Fryd, som mig hans Tale bragte.
Knap kunde jeg den Hu tilbageholde,
Der drog mig op, thi med hvert Skridt, jeg giorde,
Fornam jeg mine Vinger sig udfolde.
Da endelig vi stod høit over Jorde
Betragted mig Virgil og tog tilorde:
"De evige Flammer og de timelige
Du skuet har, o Søn! og mine Blikke
Seer ikke længer frem i dette Rige.
Hid har min Konst dig ført og svigted ikke;
Lad nu din Lyst som Fører selv opstande,
Thi bagved dig de trange Veie ligge!
See, Solen skinner atter paa din Pande!
See Græsset hist og Blomsterne, der komme
Frem af sig selv i disse fagre Lande!
Saalænge til du seer de Øine fromme,
Der grædende mig bad, dig hid at føre,
Du vandre kan blandt Urterne deromme.
Vent ei, at du af mig faaer Meer at høre;
Og hvad den byder dig, det skal du giøre:
Dertil jeg Krone dig og Mitra giver!