Syttende Sang
Aagerkarle.
Aagerkarle.
Som Muur og Værn kan bryde, Bierg bestige,
Og med sin Stank opfylder Verdens Dale."
Saalunde hørte jeg min Mester sige,
Og Dyret bød han nærme sig til Randen,
Ved Enden af det marmorklædte Dige.
Hiint fule Billede af Svig med Panden
Og Brystet over Klippen frem sig roede,
Men Halen trak det ei med op paa Stranden.
Dets Aasyn var en ærlig Mands; saa gode
Var udentil dets Miner og saa blide,
Men Resten som en Slangekrop sig snoede.
Dets Arme var begroet med Haar, heelt stride;
Med Løkker og med Skæl, der frem sig hæved,
Var tegnet Dyrets Ryg og Bryst og Side.
Fleer Farver ei til Garn og Islæt kræved
Tartarer eller Tyrker nogensinde,
Saa broget Lin Arachne selv ei væved.
Som tidt man kan ved Stranden Baade finde,
Der halv i Vandet ligge, halv paa Landet;
Som i de slugne Tydskes Land derinde
En Bæver, naar den jage vil i Vandet:
Saalunde laae Uhyret med sin Bringe
Paa Klipperanden, der omslutter Sandet.
Det slog den tomme Luft med Halens Ringe
Og krummede Giftgaffelen paa dens Ende,
Der liig en Skorpionbraad kunde stinge.
Min Fører mælede: "Nu maae vi vende
Lidt fra vor Vei og os til Dyret snige,
Det lumske, som har strakt sig ud derhenne."
Nedad til høire Side da vi stige,
Og yderst, hvor Steenranden ei forbrændt er,
Ti Skridt vi gaae, for Ilden at undvige.
Vi komme til det Sted, hvor Dyret venter,
Da seer jeg, at paa Sandet hist, det røde,
En Slægt der sidder nær Afgrundens Skrænter.
"At du maa bære fuld Erfarings Føde,"
Lød Skialdens Ord, "fra Kredsen, som nu ender,
Saa gak derhen og see paa deres Møde!
Men fat dig kort; indtil du attervender,
Vil jeg hos Dyret blive her og bede,
At det os laaner sine stærke Lænder."
Ene jeg vandred da langs Sandets Hede,
Paa Randen af det syvende Helvedkammer,
Did, hvor den sorrigfulde Slægt sad nede.
Ud giennem Øinene brast deres Jammer;
Snart hist, snart her de værged sig med Hænder
Imod den hede Jord og Regnens Flammer.
Saa bruge Hundene snart Been, snart Tænder,
Naar de om Sommeren blive bidt af Fluer
Og Lopper eller Myg, som Heden sender.
Jeg En og Anden i hans Ansigt skuer,
Men Ingen kiender jeg af dem, der græde
I Regnen af de smertelige Luer.
Om Halsen paa Enhver, som var tilstede,
Hang der en Pung; med særskilt Tegn den smyktes,
Og syntes Eiermandens Blik at glæde.
Og som snart hid, snart did mit Øie ryktes,
Saae jeg en guldguul Pung, hvori der væved
Da videre mit Blik iblandt dem svæved,
Saae jeg en anden rød som Blodet skinne,
En lyseblaa, i Pungens Felt, det hvide,
Mig spurgte: "Hvad giør du blandt os herinde?
"Gak nu din Vei dog derpaa kan du lide,
"Og sige det paa Jord, at naar det Tid er,
"Jeg, Paduas Søn, blandt Florentinere sidder,
"Der mine Øren fylde tidt med Rungen
"Du, som tre Snabler bære skal paa Pungen."
Saa talte han, og som naar Orer slikke
Om Snuden sig, han langt udrakte Tungen.
At bie længer der jeg voved ikke,
For ei at ægge Mesteren til Vrede;
Jeg gik og lod de trætte Siæle ligge.
Høit oppe sad paa Dyrets Kryds, det brede,
Min Fører alt, og jeg fornam hans Tale:
"Nu maa du være stærk og kiæk tilrede!
Paa denne Stige skal vi nedad dale;
Stig du op foran, saa det bedst mig huer,
At jeg kan skiærme dig mod Dyrets Hale."
Som Den, hvem Kolden med sit Gysning truer
Saa nær, at alt hans Negle blive døde,
Og ræd han skiælver, blot han Skygge skuer:
Saa blev jeg først, men snart hans Ord mig gode
Den Skam i Sind, der Trællens Styrke tænder,
Og kan hos Herre giæv til Daad ham nøde.
Jeg satte mig paa Dyrets Kæmpelænder:
Hold om mig! vilde ræd jeg sagt til Aanden,
Men ingen Lyd min brudte Røst udsender.
Dog han, der før kom mig til Hielp i Vaanden,
Slog om mig sine Armes stærke Ringe,
Da jeg steg op, og støtted mig med Haanden.
"Nu Geryon, afsted! Men du maa svinge
I store Kredse dig og langsomt skride;
Tænk paa den nye Vægt, du ned skal bringe!"
Som Baade, naar fra Strand de baglænds glide
Lidt efter lidt, vi Klippens Rand forlode;
Men da Uhyret saae sig i det Vide,
Dreied det Halen om hvor før var Ho’ede,
Udstrakte den og som en Aal den vendte,
Mens det med Kløerne Luften til sig roede.
En større Rædsel Phaeton ei kiendte,
Da han slap Tømmerne af Haand, saa Karmen,
Som det endnu er synligt, Himlen brændte;
Ei heller Icarus, dengang af Armen
Ham alle Fiedre faldt og Voxet smelted,
Mens Faderen raabte: Stands! du gaaer mod Varmen!
End jeg, dengang jeg saae, at Luft ombelted
Mig til hver Kant, og alle Ting forsvunde
For mig, paa Dyret nær, som frem sig vælted.
Det svømmed langsomt, langsomt ned saalunde,
Og kredsede og sank, som af de Vinde,
Der nedenfra mig traf, jeg mærke kunde.
Alt hørte jeg i Svælget Floden rinde
Dybt under os med Brusen uden Mage;
Thi bøied jeg mig for at see derinde.
Da greb ved Synet rædsom Angst mig Svage,
Jeg hørte Graad og Ild jeg saae der lued,
Saa gysende jeg læned mig tilbage.
Og jeg blev vaer, hvad før jeg ikke skued,
Hvordan i Kreds vi dalede, thi Kvaler
Sig nærmed nu fra hver en Kant og trued.
Retsom en Falk, der kied af Jagten daler,
Og uden Fugl og Lokkefiæder iler,
Saa: "Vee, du synker!" Falkeneren taler;
Som træt den svæver, den, der ellers piler
I hundred Kredse rundt, og fiernt i Lunden,
Langtfra sin Mester sig misnøiet hviler:
Saa bragte Geryon os ned til Bunden,
Langs Siden af de søndersprængte Klipper;
Knap steg vi af, før Dyret var forsvunden,
Som naar en Piil fra Buestrængen slipper.