Syttende Sang
Vredagtige. Sløve.
Vredagtige. Sløve.
Min Læser! kom ihu — hvis nogensinde
Dig Taagen overfaldt paa Alpers Kiæde,
Saa liig en Muldvarp du gik om iblinde
Hvor svagt og dæmpet Solens Straaler glede
Lidt efter lidt igiennem, naar de mange
Vanddampe først begyndte sig at sprede:
Og kun et daarligt Billed vil du fange
Af dette Syn, da jeg saae Solen gløde
Igien som før, men nærved ned at gange.
Saalunde, medens mine Skridt adløde
Min Mesters Fied, vi udaf Skyen ginge
Mod Straalerne, der alt ved Stranden døde.
Indbildningskraft! o du, som kan betvinge
Saa stærkt en Mand, at han ei Mærke lægger
Til Noget, selv om tusind Lurer klinge!
Et himmelsk Lys, der i en Form sig klæder,
Frivillig eller paa Guds Bud dig vækker.
Frem for mit indre Syn et Billed træder
Blev til den Fugl, der meest ved Sang sig glæder.
Og saadan blev min Aand nu trængt tilbage,
At ei den mægted, i sig selv inddrevet,
Den ydre Verdens Indtryk at modtage.
— Da faldt der i min Siæl, som var henrevet,
Og saa han døde, som han havde levet.
Kong Ahasverus og hans skiønne Frue,
Samt Mardochæus, der var uden Lyder
I Ord og Daad, omkring ham stod paa Tue.
Lidt efter dette Billed sønderbryder
Sig selv og brister, som man seer en Blære,
Naar Vandet hører op; men frem der skyder
Et andet flux i min Indbildnings Sphære:
Med Graad en Pige mæler: "Herskerinde,
"Hvi vilde du af Harm dig selv fortære?
"Du dræbte dig, for ei at tabe hende,
"Du havde kiær; nu er jeg tabt, og klage
Som naar en Lysning pludselig og fage
Det lukte Øie slaaer og Søvnen dødes,
Men spræller, før man faaer den heelt afdage:
Saadan mit Aasyn brat af Straaler mødes,
Der slaae Indbildningen til Jord — saa klare,
Som aldrig noget Lys blandt os der fødes.
Jeg vendte mig, at skue, hvor vi vare;
Da lød en Stemme: "Her skal op du stige!"
Saa flux jeg lod hver anden Hensigt fare.
Den fik min Villie til saadan at hige,
For at faae Syn paa Taleren, at ikke
Jeg rasted, før jeg skued ham tillige.
Men som naar Solen tynger vore Blikke
Og ved et Overmaal af Glands sig slører,
Saa maatte her min Synskraft underligge.
"Det er den Himmelaand, der opad fører,
Der skiules af det Lys, han selv udbreder,
Og viser Vei os, før vor Bøn han hører.
Han handler imod os, som En af Eder
Imod sig selv; thi Den, som Bøn afventer,
Naar Trang han seer, til Nei sig alt bereder.
Lad, før det bliver mørkt paa Biergets Skrænter,
Os følge sligt et Kald; thi ellers stande
Vi maae til atter Dagen os indhenter."
Saa taler Skialden, og fra Kredsens Rande
Hen mod en Trappe vore Been os bære.
Og strax, da ved det første Trin vi lande,
Hører jeg Susen, som af Vingefiære,
Der vifte mig paa Panden, og en Stemme:
"Salige de Fredsommelige ere!"
De sidste Straaler, som for Natten dæmme,
Saa høit sig løfted alt mod Himlens Tinde,
At Stiernerne kom frem af deres Giemme.
Min Kraft! hvad kan dig saadan overvinde?
Sagde jeg ved mig selv, dengang det hændte,
Jeg følte mine Fødders Kraft forsvinde.
Vi havde naaet det Sted, hvor Trappen endte,
Der standsed vi, og Ingen af os rørte
Sig, liig to Skibe, der paa Strand er rendte.
Jeg lytted lidt, men Ingenting jeg hørte
Da sagde jeg til Skialden, der mig førte:
Hvad Brøde bliver luttret i de Lande,
Som her, o hulde Fader! sig oplode?
Staaer end din Fod, lad ikke Talen stande!
"Her bedres Kiærligheden til det Gode,
Der var for svag, her svinges Aarefiælen
Igien af Dem, der hist for langsomt roede.
Men vend din Tanke til mig, at med Siælen
Du klart kan fatte det, før frem vi skride,
Og drage gode Frugter af vor Dvælen.
Var uden Kiærlighed, Naturens eller
Den aandelige, dette maa du vide.
Naturens feiler aldrig naar det giælder,
Men Aandens vel: snart er dens Kraft for ringe,
Og snart for stor, snart mod slet Maal den helder.
Imod det første, ja, kan den sig tvinge,
Det andet Gode rækker frit den Hænder;
Deraf kan ingen daarlig Lyst udspringe.
Men higer efter Ondt den, eller render
For ivrig eller langsomt til det Gode,
Det Skabte da mod Skaberen sig vender.
Heraf du seer, hvad mulig ei du troede,
At Kiærlighed er Sæd, saavel til Dyder,
Som onde Handlinger paa Eders Klode.
Da Kiærligheden nu fra Det, som fryder
Dens Eiermand, ei skille kan sin Tanke:
Var Selvhad aldrig en af Verdens Lyder;
Og da en Skabning ei paa Jord kan vanke
Skilt fra sin første Grund, for sig alene:
Er der for Had til Gud sat samme Skranke.
Det Onde, som man elsker, er da ene
Det, som kan ramme Næsten; og saalunde,
At denne Kiærlighed har trende Grene.
Een haaber at ophøies, hvis han kunde
Faae Næsten undertrykt, og derfor higer
Han efter at see Andre gaae tilgrunde.
En Anden frygter, naar hans Nabo stiger,
For selv at miste Gunst og Magt og Hæder,
Og ængster sig, til Avind ham besniger.
En Tredie led en Uret, der forsmæder
Ham, saa han tørster efter Hevn i Vrede;
En Saadan sig ved Andres Vanheld glæder.
Der fældes Graad; nu skal om Dem du høre,
Der efter noget Godt feilagtig mede.
Hos Alle dunkelt Anelser sig røre
Om noget Godt, der Siælen Fred kan give,
Og Alle sig for dette Møie giøre.
Hvis med for langsom Kiærlighed I blive
Jer frem, ifald I angred ret ilive.
Der er et andet Gode, men det føder
Jer ei med Salighed, er ei det rette,
Det, som er alle Goders Frugt og Rødder.
Den Kiærlighed, der jager efter dette,
I trende Kredse over os begrædes;
Men derom tier jeg, du selv maa giette
Dig til Tredelingen, naar did vi stedes."