Sextende Sang
Vredagtige.
Vredagtige.
Ei Helveds Mulm, ei Midnat, overtrukket
Med Skyer vidt og bredt, naar over Mulde
Hver Stierne paa det øde Hvalv er slukket,
Lod nogensinde for mit Aasyn rulle
Saa tykt et Slør, saa hæsligraat at døie,
Som Taagerne, der over os nedfulde.
Jeg holdt ei ud at gaae med aabent Øie;
Da nærmed sig den trofastkloge Sanger,
Og bød mig Skulderen i denne Møde.
Retsom en Blind bagved sin Fører ganger,
For ei at støde mod en Ting, der skader,
Og fare vild, saa Slag og Død han fanger:
Saalunde fulgte jeg min hulde Fader,
Mens giennem dette skarpe Mulm vi drage;
"See til", han sagde, "du mig ei forlader!"
Jeg hørte Røster, som med stille Klage
Om Fred og Naade syntes at paakalde
Det Herrens Lam, der Synderne kan tage.
Med Agnus Dei de begyndte Alle,
Og som fuld Enighed iblandt dem boede,
Hørte jeg Ord og Tone sammen falde.
Og jeg: Er det ei Aanders Røst, du Gode?
Han svared: "Du har Ret, Hver af dem lider
Her, for at løse Baand, som Vreden snoede."
"Hvo er du Mand, som giennem Røgen skrider,
"Og om os taler, som du endnu kunde
"Med jordisk Maal inddele dine Tider?"
Nærved os mæled der en Røst saalunde.
Da sagde Mesteren til mig: "Du maa svare!
Spørg, om her Opgang er fra disse Grunde."
Og jeg: O Skabning, som dig her maa klare,
For skiøn igien til Skaberen hiem at finde,
Følg med, saa skal et Under du erfare! —
"Saa langt jeg tør, gaaer jeg om Biergets Tinde,
"Og hindrer Damp vort Syn, da kan i Nøden",
Gav han til Svar, "os Hørelsen forbinde."
Da sagde jeg: Med disse Baand, som Døden
Os løser, gaaer jeg op; men vi er baade
Hidkomne dybtfra, giennem Helvedmøden.
Og har mig Gud indsluttet i sin Naade,
Saa vil han skienke mig sit Hof at skue
Siig ogsaa du: Hvo var du, før bag Tue
De lagde dig? Er denne Vei den rette?
Dit Ord os lede skal ad Biergets Bue.
"Jeg kiendte Verden, men jeg elsked Dyden
"Nu spænder Ingen Buen efter dette.
"Du rigtig gaaer, det kiender jeg paa Lyden,
"Hvis du vil op; men nu min Bøn du høre:
"Bed for mig, naar du er i Himmelfryden!"
Og jeg: Det lover jeg dig, jeg skal giøre.
Men af en Tvivl jeg brister, der mig nager,
Ifald den ei faaer Luft; thi laan mig Øre!
Thi dine Ord mig nylig her indgøde
Vished om det, hvoraf hiin Tvivl jeg drager.
Vel er det sandt, at Verden er saa øde
Paa Dyder, som du sagde nys i Vrede,
Saa fuld af Ondskab og bedækt med Brøde;
Men hvad er Grunden? Giør for den mig Rede,
Saa jeg den seer og kan til Andre lære;
Et Suk han drog, som Sorgerne, de svære,
Til Vee udpressed, og lod Talen syde:
"Verden er blind, og derfra kom du, Kiære!
"I Levende bestandig Skylden skyde
"Paa Himlen, som Nødvendighed alene
"Bevæged Alt og tvang Jer til at lyde.
"I saa Fald maatte Herren Jer formene
"Frit Valg, og Uret vilde det da blive,
"Om Synderen fik Straf, og Løn den Rene.
"Et Stød kan Himlen Eders Drifter give,
"Jeg siger ei enhver, men var det alle:
"I fik jo Lys paa Godt og Ondt ilive,
"Samt Villiens Frihed; naar I den paakalde,
"Og nære den, og Kampens første Vagter
"Mod Himlen holde ud maa Alting falde.
"I lyde frit; den skaber dybest inde
"Hos Jer en Aand, som ei paa Stierner agter.
"Naar derfor denne Verden gaaer iblinde,
"Har selv I Skylden for dens onde Sæder;
"Hør efter, skal en sanddru Tolk du finde!
"Enfoldig, som et Barn, der leer og græder,
"Gaaer Siælen ud af Herrens Skaberhænder,
"Som, før den er, alt over den sig glæder.
"Og intet Andet veed den eller kiender,
"End flux at søge Det, som Fryd forjætter,
"Fordi en frydfuld Mester den udsender.
"Først til et ringe Gode Hu den sætter,
"Og tager feil og efter dette jager,
"Hvis Fører ei og Tømme Lysten retter.
"Thi skal en Lov der til, som Tømmen tager,
"En Konge skal der til, som klart fraoven
"Dog i det mindste Stadens Taarn opdager.
"Lov er der, men hvo lægger Haand paa Loven?
"Kan tygge Drøv, men kløftet er ei Hoven.
"Og Folket, som seer Styreren forlange
"Det samme Gode, som de selv begiere,
"Med det sig føder og vil frem ei gange.
"Du seer, den onde Styrelse maa være
"Grund til at Eders Jord saa slet er vorden,
"Og ei Naturen, som maa Skylden bære.
"Før havde Rom, der grunded Verdens Orden,
"Een lyste da til Gud, og een paa Jorden.
"Nu har de slukt hinanden og forbundet
"Skal Sværdet nu med Hyrdestaven være;
"Men det gaaer slet, thi derved er forsvundet
"Den Frygt, de for hinanden skulde bære.
"Troer du mig ei, drag Axet da i Minde,
"Thi Plantens Art kan man af Sæden lære.
"I Landet hist, hvor Etsch og Po henrinde,
"Høi Kraft og herlig Ridderaand at finde.
"Nu kan Enhver, som skyede denne Slette,
"Undseelig for med Gode sig at blande,
"Rolig sin Fod igien i Landet sætte.
"Tre Oldinger endnu ved hine Strande
"Den gamle Tid ei for den nye forlode,
"Men stærkt de længes efter bedre Lande:
"Bedre den ærlige Lombarder kalder,
"Siig nu, om ikke Romas Kirke falder
"I Skarnet med sin Last, fordi der bliver
"To Magter blandet sammen i dens Haller!"
Og jeg: O Marco! godt Beviis du giver,
Var uden Arv, som Herrens Tiener skriver.
Men hvo er hiin Gherard, som giør tilskamme
Den vilde Tid, og ene har bevaret
Sig som en Gnist af Folkets slukte Flamme?
"Har om Gherardo Intet du erfaret,
"Og taler dog Toskansk? Vil du bedrage
"Mig, eller friste med dit Ord?" lød Svaret.
"Kun saadan kaldtes han i gamle Dage;
"Gud være med Jer, jeg maa gaae tilbage.
"See, Dæmringen os allerede bader
"Med graaligt Lys, der giennem Røgen trænger,
"Og snarlig Englen sig tilsyne lader."
Saa taled han og hørte mig ei længer.