Syv og tyvende Sang
Falske Raadgivere.
Falske Raadgivere.
Opret og stille Flammen atter ganger
Bort fra os nu, saasnart den Talen ender
Og faaer sin Orlov af den hulde Sanger.
Men bag den staaer en anden frem og vender
Vort Øie henimod sig ved en blandet,
Forvirret Tone, som dens Top udsender.
Sit Brøl udstødte først, og det med Føie,
Ved Skrig af Mesteren, hvis Fiil den danned)
Saaledes brøled med de Piintes høie,
Fortvivlede Røst, at skiøndt af Kobber hamret,
Den syntes tunge Kvaler selv at døie:
Paa samme Viis blev Aandens Røst, der jamred,
Til Ildens Sprog forvandlet; thi den kunde
Strax ingen Udgang faae af Flammekamret.
Men da først Ordene sig Veien funde
Af Toppen ud, og i det Sving den sætte,
Som Tungen gav dem selv, lod det saalunde:
"O du, til hvem min Røst jeg nu vil rette,
"Som taled nys Lombardisk — Sproget kiender
"Fortryd ei paa, skiøndt jeg saa seent mig vender
"Til dig, at standse lidt blandt disse Flammer!
"See, mig det ei fortryder, og jeg brænder.
"Er nys til denne blinde Verdens Jammer
"Det Land, hvorfra min hele Brøde stammer:
"Saa stig: har Fred Romagna eller Krige?
"Thi jeg er født, hvor fra Urbinos Dale
Jeg lytted, bøiet over Dybets Sale;
Da rørte Skialden ved min Lænd og mæled:
"Han er Latiner, prøv nu du at tale!"
Mit Svar alt rede var og ei jeg dvæled,
Men taled saa fra Klippebroens Sider:
O Siæl! du som hernede dybt er fiælet!
Med Krig i sine Herrers Bryst forbandet;
Men aabenlyst det ei af Hærværk lider.
Ravenna staaer, som det har altid standet;
Dens Vinge dækker indtil Cervia Landet.
Af Franskmænds Liig en blodig Dynge giorde,
Nu sig den grønne Loves Kløer udbrede.
Som voldte grumt engang Montagnas Bane,
Der hvor de pleie, deres Tænder bore.
Og endnu styrer efter gammel Vane
Skiøndt han fra Vaar til Vinter skifter Fane.
Imellem Sletteland og Bierg sig breder,
Staaer Folket mellem Tvang og Friheds Hæder.
Hør nu min Bøn, og siig mig hvad du hedder;
Vær ei meer haard, end Andre var, jeg mødte,
Saasandt du vil, at hist dit Navn man freder!
Da Flammen havde mumlet uden Nytte
En Stund, sin Tunge hid og did den førte,
Og hvæsende tilsidst sligt Svar udstødte:
"Ifald jeg kunde troe, at Nogen hørte
"Mit Svar, som op til Verden skulde fare,
"Forsandt, ei meer min Flamme da sig rørte.
"Men hvis jeg hørte sandt, fra Dybets Skare
"Slap Ingen levende, som her først boede;
"Thi vil jeg uden Frygt for Skiændsel svare.
"Jeg Krigsmand var; derpaa som Munk jeg snoede
"Et Reb omkring min Lænd, for Bod at giøre,
"Og opfyldt var det bleven som jeg troede,
"Paany mig til at synde havde fristet;
"Hvorledes og hvorfor, skal nu du høre.
"Viid, før det Legem af Kiød og Been jeg misted,
"Min Moder gav mig, ei som Løvens Frænde
"Min Daad foer frem, men som en Ræv den listed.
"Krogveie kiendte jeg og Sned behænde,
"Og alskiøns Konst jeg øved paa slig Maade,
"At der gik Ry om mig til Jordens Ende.
"Da jeg tilsidst det Maal af Alder naaede,
"Hvor Alle burde sanke Toug og Kiede
"Og stryge Seil — det vilde vist dem baade!
"Til det, jeg elsked for, jeg da fik Lede,
"Og angrende jeg skrifted nu min Brøde;
"O vee mig Arme! Frelsen var alt rede.
"Den Drot, de nye Pharisæer løde
"Men ei med Saracen og ei med Jøde;
"Thi Christen var Enhver iblandt hans Fiender,
"Og Ingen af dem Acres Overvinder
"Det høie, hellige Kald han agted lige
"Saa lidt hos sig, som hos mig selv den Strikke,
"Der spæger Kiødet under Kuttens Flige.
"Han vilde komme fra Soractes Dale,
"Hans Sot at læge: Hiin lod til mig skikke,
"At jeg hans Hovmods Feber skulde svale;
"Han spurgte mig tilraads, da jeg gav Møde
"Jeg taug, thi drukken syntes mig hans Tale.
"Da sagde han: "Frygt ei, at du skal bøde!
"Jeg giver Aflad dig, naar du vil lære
"Jeg Himlen aabne kan og lukke, Kiære!
"Som vel du veed, med Nøglerne, de tvende,
"Slig vægtig Grund jeg maatte jo erkiende,
"Her kunde Taushed til Fordærv mig blive;
"Thi mæled jeg: Da fra den Synds Elende,
"Jeg vil begaae, du renser mig i Live,
"Skal paa den høie Stol dig Seier give.
"Da jeg var død, Franciscus kom, den bolde;
"Men før den Hellige fik bort mig baaret,
"En Diævel skreg: "Vil du mig Uret volde?
"Han er alt til min Undersaat udkaaret,
"Og fra den Stund, han gav hiint Raad, som lyder
"Saa svigefuldt, har jeg ham havt i Haaret.
"Den kan ei Aflad faae, som ei fortryder;
"Men baade at fortryde og at ville
"Paa samme Tid, Modsigelsen forbyder."
"Vee mig Elendige! hvor gøs jeg ilde,
"Da han mig greb og mælede: "Du troede
"Nok knap, jeg var en Logiker, du Snilde!"
"Derpaa han bar mig ned hvor Minos boede;
"Han bed af Raseri sig selv i Halen,
"Som otte Gange om sin Ryg han snoede,
"Og skreg: "Afsted med ham til Flammekvalen!"
"Da blev jeg hid fordømt, hvor nu jeg brænder
"Og sorgfuld vandre maa igiennem Dalen."
Med disse Ord han sin Fortælling ender;
Høit jamrende gaaer Flammen bort og rører
Sit spidse Horn og hid og did det vender.
Vi ginge videre, jeg og min Fører,
Ad Klippen til den næste Bro, der helder
Sig over Graven, i hvis Dyb jeg hører,
At Hver, som stifted Splid, sin Brøde gielder.