Sextende Sang
Mars; fortsættelse. Om det gamle Florents.
Mars; fortsættelse. Om det gamle Florents.
Ei meer jeg undres vil, naar Folk hernede,
Hvor syg vor Attraa er, i Overmodet
Tidt sees af dig at bryste sig og brede;
Da hist, hvor Driften ikke feil kan tage,
I Himlen selv, jeg stolt deraf mig teede.
Vel er en Kappe du, der kortes fage;
Og Tidens Sax den rundtom vil beskære,
Hvis man ei øger den fra Dag til Dage!
Men som dets Folk nu bruger mindre gierne,
Begyndte jeg mit Giensvar at frembære;
Der hosted til Ginevra, som man skriver,
Et Smiil mig, hvor hun stod, lidt i det Fierne.
I er min Fader, mæled jeg, I giver
Mig Mod til frit at lade Talen klinge,
I løfter mig, saa meer end mig jeg bliver.
Saamange Glædeskilder Fryd mig bringe,
At Siælen fyldes, glad ved at erfare,
At den kan rumme Sligt og ikke springe.
Siig mig, mit elskte Udspring! hvilke vare
Da Eders Stammefædre? Lad mig vide,
Hvad Aarstal Eders Barndomsdage bare.
Siig mig dernæst, hvor stor var paa de Tide
Var værdig til i Spidsen høit at skride?
Retsom et Kul ved Aandepust af Vinde
Til Flamme lives op, saalunde skued
Jeg dette Lys ved mine Kiærtegn skinne.
Det meer og mere skiønt for Øiet lued,
Og med en sødere Røst, men ei med dette
„Ave blev sagt, til der, som Liv mig sendte
„Ved min nu hellige Moders Skiød at lette,
„Tilbage til sin Løve denne Lue,
„For under Dyrets Fod ny Glød at hente.
„Der, hvor ved Væddeløbet Eders Heste
„Først faae det sidste Bykvarteer at skue.
„Nok om min Slægt er dette; thi det Næste,
„Hvo de har været og hvorfra de skreve
„I Tal var de, som dengang regnet bleve
„En Femtedeel af dem, der nu vel leve;
„Var Borgerblodet reent, som nu Figghine
„Og Campi og Certaldo blandet giøre.
„O, hvor langt bedre dog, at have Hine
„Til Nabofolk, og ved Galuzzos Høie
„Og Trespianos over Grændsen trine,
„End see dem indenfor og Stanken døie
„Af Agugliones og af Signas Bønder,
„Som alt til Aagren skærpe deres Øie!
„Mod Cæsar ei Stifmoder havde været,
„Men kiærlig Moder, var forlængst hiin Synder,
„Der blandt Jer vexler nu og kiøbslaaer, æret
„Med Borgernavn, vendt hiem til Simifonti,
„Hvor Tiggerposen før hans Fædre næred;
„Da havde Montemurlo end sin Conte,
„Man kunde Cerchier i Acone møde,
„Og i Grieves Dal en Buondelmonte.
„Aarsagen til at Stæder lagdes øde
„Var altid Folkets Blanding, som man bringer
„Legemet Fordærv ved sammendynget Føde.
„Blind Tyr meer hovedkulds i Graven springer
„Tidt, end det blinde Lam, og ofte bider
„Eet Sværd, naar det er skarpt, meer end fem Klinger.
„Og Urbisaglia, hvordan nedad Bakke
„Chiusi og Sinigaglia med dem skrider,
„Vil du ei finde sært, at Slægter lakke
„Mod deres Undergang og Afsked tage,
„Da Stæder selv tilsidst maae bøie Nakke.
„Som I, skal Alt, hvad der er Eders, smage
„Døden engang, men naar det længe varer,
„Seer I det ei, thi faa er Livets Dage.
„Og retsom Maanens Himmel aabenbarer
„Sin Magt og Kysten blotter eller dølger,
„Saalunde Skiebnen med Fiorenza farer.
„Thi bør det ei dig undre, hvad der følger
„Nu om de allerældste Florentiner,
„Hvis Ry forlængst er skiult af Tidens Bølger.
„Grecier, Ormanner, Alberichier — rige,
„Berømte Borgere, synke i Ruiner;
„Sannellas, Arcas og Bosticchiers Stamme
„Med Soldanierier og Ardinghier stige.
„Der nu er ladet med slig Vægt af Brøde,
„At Baaden snart derunder gaaer tilskamme —
„Gav Slægten Ravignano dengang Møde,
„Hvorfra Grev Guido udsprang i vor Alder,
„Og de, som Navnet Bellincione løde.
„At styre vel, og Galigaio mødte
„Med gylden Sværdklod alt i sine Haller.
„Sacchettier, Giuochier, Gallier og Baruccier,
„Kaldte man Sizier alt og Arriguccier.
„Hvor store saae jeg dem, som Hovmods Glæder
„Florents paa alle minderige Steder.
„Saalunde handled før de bolde Fædre
„Sig i Kapellet mæske kun desbedre.
„Dig naar du flyer, men naar du viser Tænder
„Hvad heller Pungen, som et Lam dig slikker,
„Den kom alt frem, men af saa lave Stænder,
„At Ubertin Donat det ei behaged,
„Da Svigerfaderen gav ham slige Frænder.
„Til Torvet ned, og Giuda sad med Ære
„Hos Infangato alt i Borgerlaget.
„Ja, fast utroligt synes det at være:
„Fik Lov til della Peras Navn at bære.
„I Skioldet fører, hans, hvis Navn og Minde
„Paa Thomasfesten faaer Erindringsdaaben,
„Fik Brev og Ridderslag af ham derinde;
„Skiønt Den, hvis Felt er med en Rand omskrevet,
„Sig heller nu med Folket vil forbinde.
„Og endnu havde Borgo stille været,
„Var kun de nye Naboer borte blevet.
„En retviis Harm, der dræbte Jer medrette
„Og Eders Dages glade Fred fortæred,
„Var hædret med sin Slægt før Eders Trætte
„O Buondelmonte, hvor du handled ilde,
„Som brød for Andres Skyld din Pagt med dette!
„Heelt Mange, som nu sørge, frydes vilde,
„Da du drog hid for Byens Fred at spilde.
„Men saa det burde sig, at Florents skienked
„Et blodigt Offer, før dets Fred blev krænket.
„Med disse Slægter og med fleer, saa stille
„Jeg Florents hvile saae, at det tilvisse
„Ei havde Grund at lade Taarer trille.
„Og saa berømt og retviist var med disse
„Slægter dets Folk, at aldrig blev, som siden,
„Og ikke farvet rød i Borgerstriden."