Femtende Sang
Mars; Fortsættelse. Om det gamle Florents.
Mars; Fortsættelse. Om det gamle Florents.
Kiærlighed altid giver sig tilkiende,
Som ond Begierlighed udi den slette,
Og lagde Hvile paa de hellige Strænge,
Som Himlens Høire løsne kan og spænde.
Hvi skulde disse Væsner Øret stænge
For gode Bønner, de som taug med Glæde,
For Lyst til Bøn frem i min Siæl at trænge?
Vel er det ret, at Den skal evig græde,
Der kan, af Kiærlighed til Ting, som vare
Som naar i Nætter, rolige og klare,
Ved pludselig igiennem Luft at fare,
En Stierne liig, der flyttes i det Høie,
Kun at man ingen Stierne seer forsvinde
Paa dette Sted, og Glimtet varer føie:
Saalunde foer blandt Stiernerne derinde
Et Lys fra Høire giennem Korsets Stamme
Ned mod dets Fod, vedblivende at skinne;
Og ei Karfunklen skiltes fra sin Ramme,
Men giennem Radien løb paatværs det lette
Lysglimt, som bagved Alabast en Flamme.
Saa kiærligt svæved paa Elysiums Slette
Anchises mod sin Søn, ifald den Maade,
„O du mit Blod, omgydt af Herrens Naade!
„Hvem Anden faaer som du vel Himlens Døre
„Oplukket tvende Gange til sin Baade?"
Derpaa til Beatrice jeg mig vendte,
Og dobbelt Undren maatte vel mig røre;
Thi sligt et Smiil i hendes Øine brændte,
At det mig var, som jeg mit Blik til Bunde
I Naadens Dyb og Paradiset sendte.
Derefter føied til de Ord, som svunde,
Hiin Aand, frydfuld at see og høre mæle,
Nye, dybe Ting, som ei jeg fatte kunde.
Ei valgte frit han, saadan sig at fiæle,
Men han blev tvunget af sin Tankes Lue,
Der overskred hvert Maal for vore Siæle.
Og da den varme Kiærlighed sin Bue
Saameget slapped, at hans Ord neddaled
Til Grændseskiellet for vor Aands Formue,
Forstod jeg dette først af hvad han taled:
„Velsignet være Du, som, Een og Trende,
„Med slig en Naade har min Sæd husvalet!"
Og derpaa: „Søn! du har — Tak være hende,
„Der gav dig Vinger til saa høit at stige —
„I dette Lys, som du seer for dig brænde,
„Hiin store Bog mig gav, hvor ingensinde
„Sort eller Hvidt af Ændring veed at sige.
„Fra Førstetanken Vei, og aabenbare
„Sig, retsom Fem og Sex af Een udrinde;
„Og derfor beder du mig ei forklare
„Dig, hvo jeg er, ei heller, hvi jeg fryder
„Mig meer end Nogen af den glade Skare.
„Din Tro er sand; thi Hver som Livet nyder,
„Stor eller Liden, her, i Speilet skuer,
„Der før du tænker alt din Tanke tyder.
„Men at den Elskov, i hvis hellige Luer
„Beskuende jeg vaager her og fanger
„Maa vorde bedre stillet før du ganger:
„Giv kiæk og glad dit Ønske da tilkiende!
„Mit Svar er færdigt før du det forlanger."
Til Beatrice vilde jeg mig vende,
Men før jeg taled, hørte hun og smiled,
Saa jeg fornam min Attraa Vingen spænde,
Paa Ligevægten selv, er aldrig siden
Følelsens Vægt udover Snillets ilet;
Thi hos den Sol, som Jer med Lys og bliden
Ild har oplyst og tændt, er de saa lige,
At fattig er hver Lignelse og liden.
Men hisset, i de Dødeliges Rige,
Fik Snillet ei — og vel I kiende Grunden —
De samme Fiær, som Villien, til at stige.
Jeg, som er dødelig, er derfor bunden,
Og for den faderlige Velkomst yder
Jeg dig min Tak med Hiertet, ei med Munden.
Du levende Topas, som herligt pryder
Det dyre Smykke, hvori du har Sæde,
Bønhør mig huldt, og siig, hvad Navn du lyder!
O du mit Løv! Du, som har voldt mig Glæde
Saadan begyndte han til Svar at kvæde.
Og derpaa: „Han, hvis Navn I tog, den Samme,
„Der hundred Aar og meer har maattet bære
„Sin Straf og gaae langs Biergets første Ramme:
„Han var min Søn, din Oldefader, Kiære!
„Gierninger letter ham hans Bod, den svære.
„Det laae, hvor endnu Timeslaget toner,
„Nøisomt og kydsk og vidste Fred at holde.
„Ei Kvinder med Sandaler og med rige
„Bælter, som saaes før Eiernes Personer.
„Blev født, at Bryllupstid og Medgift skulde
„Hver paa sin Viis fra Maal og Maade vige.
„Sardanapal endnu ei havde fundet
„Til Kamret Vei og underviist de Hulde.
„Af Jert Uccellatojo, der skal ende
„Snelt, som det seired, naar dets Tid er rundet.
„Af Been og Lædergiord, hans Ægtekvinde
„Sig med usminket Kind fra Speilet vende.
„Og jeg saae Nerlier og del Vecchier binde
„Skindkiortlen nøisomt om sig, som de pleied,
„Og deres Kvinder vinde Garn og spinde.
„I Ro sit Gravsted, Ingen maatte græde
„For Frankrigs Skyld forladt paa Ægteleiet.
„Een vaagede ved Vuggen, og den Spæde
„Hun stilled med de Ord, som tidligst smelte
„Et Moderbryst og Faderhiertet glæde;
„En Anden drog af Rokken Traad, og meldte
„Det gamle Fiesole og Romas Helte.
„Slig Undren have vakt, som hvis for Tiden
„Saa herligt var det Liv, ukiendt med Striden,
„Saa trofast var det Borgerskab, saa fager
„Da hun blev kaldt til Hiælp med høie Klager;
„Christen og Cacciaguida blev jeg henne
„Heelbrødre var, og Den, hvis Navn I bære,
„Min Hustru, lærte jeg ved Po at kiende.
„Saa fulgte Keiser Conrad jeg med Ære,
„Han blev mig huld, og for den Daad, jeg øved,
„Mig kaared til sin Riddersmand at være.
„Med ham jeg siden drog og Kampen prøved
„Imod den Vantro, hvis Bekienderskare,
„Der hialp hiint lumpne Folk mig til at fare
„Bort fra den falske Jord og Kiærligheden
„Til det, som fanger mangen Siæl i Snare;
„Fra Martyrdøden kom jeg hid til Freden."