Ottende Sang
Venus, med de Elskovssvage. Om Menneskenes ulige Anlæg og Bestemmelse.
Venus, med de Elskovssvage. Om Menneskenes ulige Anlæg og Bestemmelse.
At troe, al daarlig Elskov kom fra hende,
Thi pristes ei blot hun som Herskerinde,
Med Offring og med Bøn og helligt Kvæde,
Cupido dyrket blev, og Mængden troede,
At det var ham, der tog hos Dido Sæde.
Det Navn, min Sang begyndte med, de lode
Paa Stiernen overgaae, der fra sin Tinde
Jeg mærked ei vor Stigen; men at inde
Vi var i Stiernen, kunde grant jeg kiende,
Thi mere deilig blev den høie Kvinde.
Som man kan see en Gnist i Flammen brænde,
Og skielne Røst i Røst, naar saa de klinge,
At een staaer fast, een hæver sig fra denne:
Sig rundt i dette, meer og mindre snare,
Ret aldrig foer fra Skyers kolde Skare
Et Veir saa iilsomt ned, at jo med Møie,
Langsomt det vilde tykkes Den at fare,
Som havde seet de hellige Lys forføie
Sig henimod os og den Rundgang bryde,
Og bag de Forreste jeg hørte lyde
Saa saligsødt et Hosiannakvæde,
At end jeg længes efter det at nyde.
En af dem saae jeg derpaa til os træde,
Og ene mæled han: „Vi Alle stande
„Beredte paa dit Vink, for dig at glæde.
„Med samme Tørst, den samme Kreds vi danne
„Som hine Himmelfyrster, der os føre,
„Til hvem du fordum kvad i Verdens Lande:
„Slig Kiærlighed os fylder, at det ikke
„Er tungt, lidt Ophold for din Skyld at giøre."
Da først jeg havde søgt med mine Blikke
Ærbødig Herskerinden, og var nøiet
Og tryg ved hendes Bifald at inddrikke,
Saa vendte mod hiint Lys jeg atter Øiet,
Og: siig mig, hvo du er? tog jeg tilorde
Med Røst, af mægtig Følelse forhøiet.
Hvor saae jeg stort og lysende det vorde!
Thi ved mit Ord ny Glæde det besiæled
Og endnu større Saligheden giorde.
„Men meget Ondt, som kommer, havde kunnet
„Undgaaes, hvis længer der jeg havde dvælet.
„Min Fryd har mig med Straaleglands omvundet,
„Og Synet af min Skabning dig berøvet,
„„Som Dyret, i sin Silkevæv indspundet.
„Du elsked høit mig, og med Grund, i Støvet,
„Thi var jeg død ei, havde jeg med Glæde
„Viist af min Kiærlighed dig meer end Løvet.
„Naar Floden først med Sorgue sig har blandet,
„Mig vented som sin Drot, og Herresæde
„Var mig beredt paa Pynten hist af Landet
„Mellem Gaeta, Bari og Crotone,
„Derfra, hvor Tront og Verde søge Vandet.
„Alt funkled om min Pande det Lands Krone,
„Som Donau bader paa sin Flugt, den snelle,
„Fra Tydsklands Bredder; og Trinacriens Throne
(„Hiint fagre Lands, hvor mørke Dampe vælde,
„Ei fra Typhoeus, men fra Svovlets Flamme,
„Ned paa den Bugt, der maa for Eurus trælle),
„Mellem Pachinums og Pelorums Kamme,
„Den havde staaet end for Konger aaben,
„Hvis daarlig Styrelse, der egger Hoben,
„Til med det Raab: døer, døer! at gribe Vaaben.
„Og snart, for ei at hades og forkastes,
„Fra Cataloniens gridske Armod flygte.
„Thi sandelig, med Raad og Daad maa hastes
„Ved ham eller ved Andre, skal hans Snekke,
„Der alt er fuld, ei over Evne lastes.
„Hans Væsen, som af gavmild Fyrsterække
„Sprang karrigt ud, behøved andre Venner,
„End dem, der kun vil fylde Skriin og Sække."
Fordi jeg troer, du skuer og erkiender
Den høie Fryd, din Tale mig indgyder,
Der, hvor hvert Gode springer ud og ender,
Saa klart, som selv jeg seer den, derfor nyder
Jeg dobbelt den, og at i Gud du skuer
Min Fryd fordobbles, ogsaa det mig fryder.
Glad har du giort mig, klar nu, hvis det huer
Dig, denne Tvivl: hvor kan af Spirer søde
Fremvoxe noget Beesk, som ikke duer?
Saa taled jeg; og han: „Kan Sandheds Føde
„Jeg flye dig, skal Forklaringen, som viger
„Bagved din Ryg, du snart med Øiet møde.
„Omdreies af og mættes, efter Tykke
„Er ei alene forudseet og kiendes
„Naturerne, men med dem deres Lykke.
„Derfor, saa tidt som denne Bue spændes,
„Den rammer, som naar Piil mod Maalet hviner,
„Et forudskuet Meed, hvorhen den vendes.
„Hvis ei, da vilde Himlen, hvor du triner,
„Virkninger af et andet Slags frembringe,
„Kunstværker ikke meer, men kun Ruiner;
„Og Kræfterne, som disse Stierner svinge,
„Brøstholdne jo i saa Fald maatte være
„Med samt hiin Aand, der skabte dem saa ringe.
„Behøver du meer Lys i dette, Kiære?"
Nei, spared jeg, at aldrig træt kan vorde
Og han: „Siig nu, var Menneskets Lod paa Jorde
„Ei værre, hvis han Borger ei var blevet?"
Io, her jeg tvivler ei! tog jeg tilorde.
„Og var han det, ifald han ikke leved
„Forskielligt, med forskiellige Hverv ihænde?
Saa kom han giennem Slutninger til denne:
„Forskiellige Rødder, siger da Forstanden,
„Maae de forskiellige Virkninger udsende;
„Der tabte flyvende sin Søn med Jammer,
„Een Melchisedek, Xerxes blier en Anden.
„Den kredsende Natur, hvis Stempel rammer
„Det dødelige Vox, sin Kunst vel driver,
„Men den giør ingen Forskiel mellem Stammer.
„Derfor i Spiren alt forskiellig bliver
„Saa lavt, at man til Fader Mars ham giver.
„Den avlede Natur strengt vilde nødes
„At følge dem, der avled den, hvis ikke
„Den i sin Retning af Guds Forsyn brødes.
„Hvad bag dig laae, staaer nu for dine Blikke;
„Men til et Tegn, at godt jeg om dig tykkes,
„Vil jeg dig end et lidet Tillæg skikke.
„Som anden Sæd, der fra sin Jordbund rykkes,
„Gaaer det Naturen ogsaa, naar den bindes
„Til fiendtlig Skiebne, daarligt kun den lykkes.
„Hvis Verden vilde følge blot og mindes
„Det Grundlag, som den seer Naturen lægge,
„Da vilde bedre Mennesker der findes.
„Men I den Mand til Klosterlivet trække,
„Som fødtes til med Sværd sig at omgiorde,
„Og Præsten I med Kongekaabe dække;
„Derfor I ud af Sporet gaae paa Jorde."