Farvel! Nu brast det sidste Baand,
Der bandt mit Skib til Havnen;
Nu gielder det, med mandig Haand
Fremad at styre Stavnen.
Min Lykkes Sol bag Skoven sank,
Jeg kunde det ei hindre,
Men Evighedens Stierne blank
Foran mig seer jeg tindre.
Staa ei, min Sang, med Graad paa Kind
Og stir mod fierne Kyster!
Her lyder ingen Kvindes Trin
Og ingen Fuglerøster;
Her hører du kun Stormens Brag,
Naar den paa Havet vanker,
Og Bølgens tunge Hammerslag
Mod Skibets Egeplanker.
Her vinker ikke, fiint og hvidt,
Et Jomfruslør bag Grene,
Men store Skyer svæve frit
I Himmelrummet ene.
Her lukker ingen Slummer blid
De trætte Øienlaage,
Paa Havet er der evig Strid,
Der gielder det at vaage.
Bruus høit, min Sang! som Vinterblæst
Fyld Seilene de hvide,
At Skibet som en vælig Hest
Kan over Bølgen skride;
Syng ei om Elskovs falske Drøm,
Der kommer og forsvinder,
Syng om de Kræfters dybe Strøm,
Der giennem Siælen rinder!
Lyd som en Klang af hærdet Staal,
Som Sværdslag imod Skiolde,
Om freidigt Mod og mandig Taal
Og om Bedrifter bolde;
Lad Nattergal bag Rosentiørn
Et Kvindehjerte smelte,
Sving du dig som den raske Ørn
Mod Himlens Stiernebelte!
Huult sukker det i Toug og Mast,
Og bange skriger Maagen,
Jeg staaer, med Haand paa Roret fast
Og seer igiennem Taagen.
Bagved forsvinder Landets Kyst,
I Havet synker Skoven,
Men foran stiger, fiernt i Øst,
Et bedre Land af Voven.