Som over Havets øde Bryst
To Snekker glide hen,
Een imod Vest og een mod Øst,
Og aldrig sees igien:
Saa mødtes vi paa Verdens Hav,
Eet Ord jeg raabte til dig glad,
Eet Ord til Svar du stille gav,
Og saa vi stiltes ad.
Og mørke Bølger, fleer og steer,
Dig fra mit Øie tog;
Men om vi aldrig mødes meer,
Eet skal du vide dog.
Hvorlangt end Skiebnens tunge Blæst
Mig driver fra din lyse Vei,
Saalænge jeg er Livets Giæst,
Saa glemmer jeg dig ei.
Du bar, o Jomfru kydst og reen!
Min Fremtid i dit Skiød,
Hver Blomst paa mine Tankers Green
Ved dig, min Sol! frembrød.
Hver mandig Daad, jeg øvet har,
Holdt du, som Barnet, over Daab,
Du mine Længslers Hustru var,
Formælet med mit Haab.
Du Moder var til hver en Sang,
Der toned fra mit Bryst,
Mod dig slog mine Strænges Klang,
Som Bølgen slaaer mod Kyst.
Du gled paa Livets mørke Vand
Forbi mig som et Morgenskiær;
Men aldrig meer jeg glemme kan
Dig, som jeg havde kiar.
Hvergang et venligt Haab opstaaer
I mit forladte Sind,
Hvergang en stille Lykke naaer
Mig som en Vestenvind,
Hvergang fra Siælens dunkle Favn
En Tanke løfter Vingen frit:
Mit Hierte hvisker tyst et Navn,
Og dette Navn er dit.