"Hvad fattes dig, min Datter kiær!
Hvad tynger paa dit Sind?
Hvor er det fagre Rosenskiær,
Som farvede din Kind?
Hvor er din Stemmes glade Klang,
Dit Smiil, din lette Jomfrugang?
Din Mund er stum og tungt dit Fied,
Hvor er dit Hiertes Fred?"
O, Moder! jeg er syg og træt,
Jeg veed ei selv hvoraf;
Kom, lad os gaae, jeg langes ret
At see det friske Hav.
Naar Aftenvinden blæser op
Og kruser Bølgens hvide Top,
Naar Sol bag Skyen synker ned,
Saa faaer mit Hierte Fred.
Nei, Moder, jeg vil bort igien!
Hver Bølge har en Røst,
Der hvisker som en troløs Ven
Og smerter i mit Bryst.
Lad os gaae ind bag Skovens Træer,
Naar Lovet sagte skiælver der,
Og Stiernen skinner stille ned,
Saa faaer mit Hierte Fred.
Nei, Moder! vel er Skoven smuk,
Og mild er Stiernens Glands,
Men Vinden lyder som et Suk,
Og Sukket ligner hans.
Kom, lad os gaae, jeg længes ret
At sove nu, jeg er saa træt;
Kun naar dit Bryst jeg hviler ved,
Saa faaer mit Hierte Fred.
Nei, Moder! kysser jeg din Mund
Og hører Hiertet slaae,
Saa maa jeg tænke paa den Stund,
Da ved hans Bryst jeg laae.
Hvor jeg saa vandrer hen paa Jord,
Hans Billed i min Tanke boer;
O, siig mig dog, hvis du det veed:
Naar faaer mit Hierte Fred?
"Foroven klager Bølgens Mund,
Og aldrig faaer den Ro;
Forneden, paa den dyde Bund,
De tause Blomster groe.
Foroven sukker Bøg og Lind,
Forneden tier Storm og Vind;
Naar du i Graven lægges ned,
Saa faaer dit Hierte Fred."