Du brune Hiort ved Træets Rod,
Du Skovens raske Springer!
Hvor fik du saadant lystigt Mod,
Saa klart et Blik, saa let en Fod,
Som om du havde Vinger?
Da kneiste Hiorten, stolt i Sind,
Med sine Takkers Grene:
Det kommer af, jeg har en Hind,
Men du maa gaae din dunkle Vei alene.
Du lille Fugl i Busken hist,
Du glade Foraarsfanger!
Hvi hopper du saa fro paa Kvist,
Mens jeg mit muntre Sind har mist
Og aldrig mere fanger?
Fra Busten titted Fuglen ud,
Og sang bag Blad og Grene:
Det kommer af, jeg har en Brud,
Men du maa gaae din dunkle Vei alene.
I Bølger, som mod Stranden slaae
Og lege med hverandre!
Hvorfor er I saa lyseblaae,
Mens i mit Hiertes dybe Vraa
Kun mørke Tanker vandre?
Da slog en Bølge frisk og glad
Sit Skum mod Breddens Stene:
Det kommer af, vi følges ad,
Men du maa gaae din dunkle Vei alene.
Du Stierne, som din Straale hvid
Nedsender fra det Høie!
Hvi er din Glands ved Midnatstid
Saa bævende, veemodig, blid,
Som Taaren i et Øie?
Da lod det sagte for min Hu
Fra Luft, i Toner rene:
Det kommer af, at jeg som du
Maa altid gaae min dunkle Vei alene.