Høibarmet Danmarks Gyldensnekke glider
Henover Tidens Hav mod Evigheden,
Naar Dagen lyser og naar Natten skrider.
Den svømmer langsomt fremad, fiernt fra Bredden,
Af Riimfrost straalende i Vinterkulde,
Med Tag af lysgrønt Læv i Sommerheden.
Dens hvide Seil sig bugnende udrulle,
Naar lungestærke Nordenvind dem fylder;
Tidt bøies Masten, som den briste skulde.
Snart Sol dens dybe Bølgevei forgylder,
Da seiler den som Svane let paa Voven;
Snart Himlen sig i Taageskygger hyller.
Da sortner Havet, Stiernen døer foroven,
Og op af Bølgen lyder Hyl og Jammer,
Med Stemmer som en Høstvind giennem Skoven.
Og atter lysner det; Fuldmaanens Flammer
Som gyldne Drømme henad Dybet spille,
Og drømmende fremglider Snekkens Kammer.
Men om det stormer, eller det er stille,
Om Bølgerne med Brølen aabne Favnen,
Hvad heller mildt, sølvklingende de trille:
Staaer Nordens lyse Skytsaand høit i Stavnen,
Han holder Roret fast, og med sin Finger
Han peger fremad Dag og Nat mod Havnen.
Naar susende han slaaer de store Vinger,
Da fyldes atter Seilene, de døde;
Og naar sit Glavind han mod Mulmet svinger,
Det spredes brat af Nordlysflammer røde;
Men naar med Smiil sin gule Lok han ryster,
Da skinner Sol, da klinger Sange søde.
De klinge — ak! kun Sangens Gienlyd trøster
Os nu i Dødens alvorstunge Time;
Den mildner Sorgen blidt, men ei forlyster.
Der lyder over Hav, som Klokker kime,
Bleg skinner Stiernen i de høie Zoner,
Taus peger Englen imod Morgnens Strime.
Thi han er død, den gamle Skiald, hvis Toner
Saalænge rørte Nordens Mand og Kvinde;
Og tomme staae nu alle Sangerthroner.
Hans Gravsang kvæde kolde Vintervinde,
Mens Isen binder Havets tusind Munde,
Og Sneens Blomster falde paa hans Minde.
Kom Foraarsstorm, væk Kilderne, som blunde!
Kom sødest Fuglekvad, der fra os flyede!
Kom Aftenvind, du Suk i vore Lunde!
Spring ud, o Skov! lad dine Stemmer lyde!
Suus, mørke Graner! i de fierne Tale;
Lad Eders Røst mod Fieldets Væg sig bryde!
Han Eders Sanger var! Lad Eders Tale
Da klinge, mens i Graven vi ham lægge,
Og lad den dysse Savnet blidt i Dvale!
Han fremmerst sad i Danmarks høie Snekke,
Og over ham vort Nordens Skytsaand rørte
Velsignende sit hvide Vingedække.
Rundtom stod Nordens Folk i Kreds og hørte,
En talrig Flok af Børn og Mænd og Kvinder,
Naar Skialden Haand henover Harpen førte.
Han sang — da slumred Barn med røde Kinder;
Da steg og sank urolig Jomfrubarmen,
Mens Taarer strømmed mildt, som Duggen rinder.
Han sang — da hørtes Gny og Sværdes Larmen,
Da aabned sig de gamle Graves Rifter,
Og ud steg Helten, høi, med Skiold paa Armen.
Han sang — da gik der Lyd af gamle Skrifter,
Og Mandens Haand greb haardt om Sværdets Fæste,
Og Mod han fik til lysende Bedrifter.
Han sang — da foer paa Stormens raske Heste
Et Tog af Guder over Sø og Enge,
Da lyned Aukathor og Heimdal blæste.
Han sang i Vaar og Høst, sang sødt og længe;
Han sang, indtil en Vinteraften silde
Hans Hoved træt sank ned paa Harpens Strænge.
Da blev der tyst, som naar i Skov en Kilde,
Der havde rislet høit, med eet taug stille,
Og Fuglens Sang forstummed brat, den milde.
Men Englen greb hans Krands; hvor Stierner spille
Han slynged høit den imod Nattens Bue,
Der funkler den, naar Skyerne sig skille.
Du Folk, som græder, derhen skal du skue!
Naar træt af Kamp dit Øie vil sig lukke,
Da lad det bade sig i Stiernens Lue!
Vend derhen Eders Tanker, I, som sukke
I vore Trængslers Nat og troe, at Havet
Skal over al vor Storhed snart sig vugge!
Det Store vorder ei af Tiden avet,
Det lyser høit i Striden som i Freden;
Hans Aand er her, hans Legem kun begravet.
Saa lad den lyse da for os herneden,
Der stande Bryst ved Bryst paa Skibets Dlkke,
Mens over Tidens Hav mod Evigheden
Høibarmet glider Danmarks Gyldensnekke!