Mindets Bæger
Den 13de Januar 1849
Den 13de Januar 1849
Vender Tanken en Stund fra det festlige Lag,
Fra Forventningens spirende Vaar,
Ud mod Fortidens Nat, hvor bag Glemselens Sky
Mindets ensomme Maane kun staaer.
Hed var Dagen, som randt; Rota mærked med Spyd
Hver en Plet af den sukkende Jord.
Der blev kæmpet i Vest, der blev kampet i Øst,
Der blev kæmpet i Syd og i Nord.
Hvor paa Folkenes Hav var Aarhundreders Iis,
Slog Valkyrien Hul med sit Spær,
Saa i Frihedens Lyst, over Bredder og Vold
Flød de skummende Brændingers Hær.
Klang der hørtes af Sværd, og Kartovernes Drøn,
Seiersraab og de Døendes Skrig:
Nu er den Dag forbi, nu har Fortidens Nat
Dækket stille de Blegnedes Liig.
Men med Faklen i Haand, som en Moder i Sorg,
Gaaer Erindringen søgende frem;
Hver der segned paa Val, Hver der blegned i Hal,
Var han Mand, tager hun ham i Giem.
Ak, hun finder ei Faa, naar hun vandrer mod Nord,
Op hvor Bøgen og Granerne groer!
Vender Tanken en Stund fra det festlige Lag,
Lad os gaae i Erindringens Spor.
Kan I mindes en Drot, han var ædel og mild,
Mellem Fortid og Nutid han stod?
Tidt blev Kronen ham tung, men hvor Villien faaer Dom,
Skal det mindes, hans Villie var god.
Kan I mindes en Mand i det fiernere Nord,
Der forstod Elementernes Sprog?
Paa Navnkundigheds Vogn foer han viden om Jord,
Og sit Fødeland med sig han tog.
Kan I mindes en Skiald, der blandt Lyngtoppe sang
Sine Kvad under Straatagets Skiul?
Selv han hviler sig træt, men hans Sang skal ei døe,
Mens paa Heden der kviddrer en Fugl.
Kan I mindes den Stund — ja den glemmes ei meer,
Forend Danmark er slunken i Sø,
Da i bittreste Nød vore Brødre kom hid,
For at seire med os eller døe.
Kan I mindes dem vel, da de kom over Hav,
Gav sig selv, for de havde ei Guld?
Ak, hvormangen en Svend, som var lystig og ung,
Dækker Grønsværet hist under Muld!
De var Sæd for vor Høst, og det Sted bvor de faldt,
Skal ei Fiendernes Flok trampe ned;
Nordens mægtige Aand skal med Glavind i Haand
Holde Vagt over Gravenes Fred.
Af de gabende Saar, som Valkyrien slog,
Da hun gik paa de Kæmpendes Sti,
Skal Samdrægtigheds Urt vore herligt i Nord.
Nu er Mindernes Drapa forbi.