I, som har vandret sammen
Fra Morgenklokken klang,
Trofast i Sorg og Gammen,
Ad Livets Tornevang;
I, som den Lykke singe,
At sidde mildt i Fred,
Mens Aftnens Klokker ringe,
Og Solen synker ned;
I, som til Gyldenaaret,
Bevared Hiertets Guld,
Og under Sølverhaaret
En Siæl af Ungdom fuld!
Lyt til en venlig Stemme
Alt fra de Unges Bryst —
Mens Mindets Skat I giemme,
Har vi kun Haabets Lyst.
Haab glimrer i det Fierne
Og svinder lidt igien;
Men Mindets Aftenstierne,
Den er en fuldtro Ven;
Den lyser op de Steder,
Man fordum gik forbi,
Saa frigiort Tanken træder
Igien sin Glædessti.
I Mindets Straaler milde
Opstaaer hver Idræt smukt,
Og hvad man trofast vilde,
Det bærer der sin Frugt.
Imellem Haab og Minde
Henrinder Livets Elv —
Held os, om der vi finde,
Som I, engang os selv!
Held os, om da vi stande,
Som I, med kiærligt Sind
Og med en skyfri Pande
I Aftensolens Skin;
Bagved, i Dæmringsfreden
Den lange Vei, vi gik,
Men foran Evigheden
Med dybe Stierneblik!