Min Genius, hvor gaaer din Vei?
Du stille Dreng, der vinker
Mig mod et Maal, jeg kiender ei,
Meer fiernt, end Stiernen blinker.
Foran mig giennem Livet gaaer
Du liig en sød, livsalig Mai,
Og i dit Fied jeg Harpen slaaer;
Men hvorhen gaaer din Vei?
See, rundtomkring, i Syd og Nord
Er Banerne betraadte,
Og alt en mægtig Konge boer
I hvert af Sangens Slotte.
Der er ei noget Træ i Skov,
Som ikke bærer Ørens Tegn,
Og travle Hænder har med Plov
Opdyrket hver en Egn.
Du smiler ved den Tvivl og Frygt,
Som mig en Stund betvinger,
Hvor Slottet staaer, af Skyer bygt,
Du peger med din Finger;
Du vandrer frem med trøstigt Mod,
Jeg følger dig med freidig Hu,
Og spørger ei, om Nogens Fod
Gik Veien førend du.