Hvad er vort Liv? En Skov, af Torne flettet;
Kun hist og her en Sangfugls Stemme kalder,
Faa Roser findes der, og sparsomt falder
Et enkelt Lysglimt giennem Slyngenettet.
Er Haanden saaret end og Foden trættet,
Man tør ei staae: Afsted, afsted! det gialder;
Man skal igiennem disse mørke Haller,
Før bliver ikke Vandringsbyrden lettet.
Blandt Tornene har tidt Din skarpe Tanke
Giort ryddeligt, som Hug af Ører blanke;
Til Giengield har vel stundom jeg foroven
Viist Dig et Glimt af Stiernerne, de blide.
Lad os gaae trofast ved hinandens Side!
Engang, vil Gud, det lysner vel i Skoven.