Kommen er den store Time,
Tidens Fylde,
Da Guds elskte Folk skal atter
Konge hylde;
Herrens Time kommen er med
Tidens Strømme,
Da han selv vil klart afsløre
Fortids Drømme.
Jehova en Konge giver
Israels Stammer;
Han skal komme. — Mon fra Sky, liig
Lynets Flammer? —
Giennem Torden stride frem paa
Himlens Buer?
Skal han lyse paa sin Throne,
Klædt i Luer?
Mon han svøbe vil den store
Hvalte Himmel
Trindtom Skuldren, kaste om sig
Stierners Vrimmel? —
Sætte Solen paa sit Hoved
Til en Krone,
Lade Magtbud over Jordens
Sletter tone?
Eller tale til sit Folk i
Havets Brusen,
Eller hæve høit sin Røst i
Stormens Susen?
Skal, en mægtig Engel liig,
han Fremad stævne.
Holde Ret blandt Jordens Konger,
Israel hævne?
Skal han ynkes over Folkets
Bittre Jammer?
Knuse Romersværdet, med sin
Vredes Flammer?
Ingen veed det, Ingen aner,
Alle haabe.
Høit til Herren om en mægtig
Drot de raabe.
I Bethlehems By,
Under Palmers Ly,
Under Tag af de hængende Kroner,
Hvor Blomsterne groe,
Og hvor Kilder sig snoe,
Hvor i Luft klinge Fuglenes Toner:
En Hytte heel lav
De paa Fortids Grav,
Paa den faldne Muur havde bygget,
Hvor den gamle Steen
Laae bag Rankernes Green
Imod Solens Straaler beskygget.
Ei med Tordenens Røst
Kom, Israel! din Trøst,
Ei med Lynets stammende Tunge;
Ikke Himlens Barm,
Eller Bølgernes Arm
Er Vuggen, hvorom jeg vil siunge.
Hist i Hyttens Skiød,
Under Savn og Nød,
Under Trængsel og bitter Smerte:
Der fødtes i Løn
Gud Jehova’s Søn,
Der fødtes, o Verden! Dit Hierte.
Det er Nat, og Maanen skinner stille,
Og paa Bækkens Vand er Sølverglands;
Sagte Bølgerne ved Bredden trille,
Mens de brede ud en Straalekrands.
Blomsten slumrer, trygt sit Hoved hviler
Til sin Moders varme, ømme Bryst.
Al Naturen sover; men den smiler
Selv i Drømme, død er kun dens Røst.
Stilhed svæver over Mark og Enge;
Men det er en Stilhed og en Ro,
Liig den Fred, der hviled trygt og længe.
Hvor Retfærdighed og Gudsfrygt boe.
Himlens Fugl er gangen længst til Senge,
Ei en Lyd gi’er Bierget meer igien.
Hist en eensom Poppel over Enge
Sine mørke Skygger kaster hen. —
Tys! der lyder Klang igiennem Skoven;
Over Vang med Vinden frem den gaaer.
Med den sagte Vind, som kruser Voven,
Og som ryster Poplens lyse Haar.
Zittrende igiennem Luften bæver
Hyrdehornets simple Melodie,
Synker snart, og snart sig atter hæver;
Vandets Rislen synger Chor deri.
Der, bag Høien, hvor den blege Straale
Leger mellem Tamariskens Krat,
Og, som vilde Dalens Dyb den maale,
Stirrer ned fra Skyen, stille, mat:
See! der hvile Hyrderne. Een sidder
Paa en mosgroet Steen og lokker frem,
Medens Blikket over Hiorden glider,
Tonerne fra deres skiulte Hiem.
Ved hans Fødder sig de Andre hvile,
Dybt i Søvn, af Dagens Byrde træt —
Dybt i Søvn; men deres Tanker ile
Vidt omkring paa Drømmens Vinge let.
Synet fiernt dem Euphrats Vande viiste,
Og ved Floden de Judæa saae.
Bittert græd hun for, hvad hun forliiste.
Og den svundne Tid hun tænkte paa;
Taus var Harpen, brustne var dens Strenge,
Natteduggen voldte deres Meen;
Thi dens Toner havde tiet længe.
Mens den hang paa Taarepilens Green.
Pludselig de saae en Stierne dale
Over Qvinden som en Straalekrands,
Saae dens Funklen hele Himlen male
Med en underfuld og sielden Glands.
Og igien det taarefyldte Øie
Hæved hun fra Flodens mørke Skiød;
Tillidsfuld hun skued mod det Høie,
Smertens Barn paa hendes Kind var død.
Og igien klang Harpens skiønne Stemme,
Høit til Jubelsangen lod dens Røst;
Ingen brustne Strenge Klangen hemme,
Fædrehiemmets Toner fra dens Bryst.
Synet svandt; men høit en Stemme kaldte
Hyrderne, og undrende de staae;
Thi det Samme fast, som Drømmen malte,
Vaagne de igien for Øiet saae.
Over Davids Stad en Stierne luer,
Og dens Straaler rundt paa Himlen gaae;
Drage sig som gyldne Cirkelbuer
Fiernt til Horizonten, dunkelblaa.
Men en Engel see de til dem træde,
Herrens Klarhed om ham gydet var.
Fred han bragte, Fred og himmelsk Glæde,
Sneehvidt var det Klædebon, han bar.
Bange Hyrderne faldt ned til Jorden,
Skiulte Ansigtet i Kiortlens Flig.
Men den Høies Røst var dæmpet Torden,
Og hans Tale Havets Brusen liig:
„Frygter ei, thi hellig Fryd jeg bringer
Ned fra Herren over Jordens Søn.
Frelseren er født! — Paa Ordets Vinger
Løft til Himlen Eders Siæl i Bøn.
See! et Tegn har Herren Eder skienket:
Gaaer i Davids Stad, i Hytten ind,
Og i den, til jordisk Skabning lænket,
Evigt Liv og evig Sandhed find!”
Og det lød fra tusind Engles Munde
Høit i Chor med klokkerene Klang;
Og det lød, som fra de stille Lunde
Nattergalens Toner over Vang:
„Ære være Jehova i Himlen!
Fred paa Jorden! Fryd iblandt dens Børn!"
Tause Hyrderne til Staden ginge;
Medens Hiordene de græsse lod.
Stunded did, for Offeret at bringe
Efter gammel Skik for Kongens Fod.
Ei var Guld den Gave, som de bragte,
Ikke Perleglands fra Havets Bund;
Ikkun Siælens Reenhed frem de rakte,
Og en barnlig Tro fra Hiertets Grund.
Men den Skienk er mere dyr, end Guldet,
Mere dyr, end Biergets Ædelsteen;
Thi naar jordisk Pragt er skiult af Muldet,
Straaler Fromhed som en Perle reen.