Hvad som Spire tidlig lagdes
I et barnligt Sind og Hierte,
Hvad det følte, hvad det lærte,
Ynglingen som Blomst nu bringer.
Sluttet er i Knoppen inde
Barnets Drømme, Barnets Længsel;
Men dog halvt kun af sit Fængsel
Har sig Blomstens Blad udfoldet.
Følelsen gav Spiren Varme
Til at bryde kiækt sin Larve,
Og den unge Plantes Farve
Var en Skienk af Phantasien.
Duften mangler end; — skal engang
Som Idee den dristigt stige
Imod Sandheds høie Rige? —
Da er Blomsten først udfoldet!
Han, som i stt Ord det rene
Vidste skiønt at sammenfatte
Phantasiens rige Skatte,
Følelsens og Tankens Fylde:
Vil ei ringeagte Gaven,
Som med Tak ham Hiertet bringer,
Er end svage Sangens Vinger,
Farvet vel, men duftløs Blomsten.
Chr. K. F. Molbech.