Der træder et tog under højkirkens bue;
de bærer på båre et barn, der er død;
en kvinde dem følger i såreste nød
med tårer i øjet og hjærtet i lue.
Der sidder for dåben en smilende frue
og favner en lallende glut på sit skød;
han suger sig drikke af brystet, hun bød,
og moderstolt stryger hun hånd over hue.
Der døbes og signes. De drager af kirken,
og kvinderne mødes i dødninge-gården,
og vigende blikket i blikket sig hviler.
Og underlig slynger sig tankernes virken;
ti moderen hulker ved synet af båren,
og kvinden, der græd, til den nyfødte smiler.