Ej blot at jorden gråner, o min gud!
og årets tider sløvt og sagte flyde,
og edderord og nidingsværker syde
som persekarrets klæbrig-røde flud, —
ej deraf véd vi, at dit vrede bud
vil ildregns-luer over jorden gyde;
skønt tunge folkekår på straffen tyde,
ej deraf skønner vi din harm, o gud!
Men slægtens stamme hugges ud i pinde.
Når urets svøbe brænder næstens pande,
uslagen mand ej kårer sig hans sag;
men selvisk trøster han sig, tryg i sinde:
»Det var kun ham, ej mig«. — Heraf vi sande,
at snart den visne jord du slår i kvag.