En Nat, da jeg hviled hos en hæslig Jødinde
som et Lig, der langs et andet har strakt sig koldt og mat,
ved dette solgte Legem randt mig pludselig i Minde
den sørgmodige Skønhed, min Attraa har forladt.
Jeg saa for mine Øjne hendes fødte Majestæt,
hendes Blik, der er væbnet med Almagt og Ynde,
hendes Haar, der som en duftende Hjelm har Issen klædt,
og hvis blotte Erindring kan vække mig til Brynde.
Thi dit adelige Legem med Kys jeg dække vilde,
fra dine friske Fødder til de sorte Lokkers Hang
overskylle dig med ømme Kærtegns Rigdomskilde,
om du kunde blot en Aften med Taarer uden Tvang,
du de Grusommes Dronning, med Taarer blidt formørke
dine iskolde Øjnes straalende Styrke.