Aarle i den unge Maj
stilled hun en hvid Buket
til at skinne paa min Vej.
I den morgenmilde Maj
dufted Solens gyldne Spæt
over al min grønne Vej —
men bag Vindvet inde
vinked hvide Blomster mig,
hilste mig fra hende.
Længst er Blomsterlyset slukt,
Vindvet selv er muret til,
Huset blendet, Haven lukt,
skaaret af en Viadukt.
Livet løber som paa Dril,
alt i Verden sætter Frugt —
ak, i Byen inde
passer sine Børn hun smukt
og sine Strikkepinde.
Herligt dog, at hver en Maj
Anemoners hvide Flok
tindrer over al min Vej
i et duftigt Hurlumhej.
Skoven har jo Kerter nok
til den grønné Foraarsvej,
hvor de Unge danse,
Verden friske Hjerter nok
til at binde Kranse.