En Engel gav dem Magt til magnetisk at lænke,
disse Øjne af Lys, der vandre foran mig,
guddommelige Brødre, som vise mig Vej
og deres Demantild i mine Øjne stænke.
De redde mig fra Synden og alle skjulte Grave,
paa Vejen mod det Skønne de lede frem min Fod;
de er mine Tjenere og jeg er deres Slave;
denne levende Fakkel jeg lystrer med mit Blod.
Fortryllende Øjne, som i mystisk Klarhed skinne,
lig Voxlys midt om Dagen med et fantastisk Skær;
i Solen kan de rødme, men ikke helt forsvinde.
Voxlys til Ligfærd brænde, men Opstandelse I funkle;
min Sjæl med Sang I vække og er mig altid nær
som Stjerner, hvis Flamme ingen Sol kan fordunkle!