O Moder, milde Jord, tag mig i Favn!
Din Barm er aaben — ikke vellysthvid,
men kølig grøn, dunblød af blanke Græs,
der gnistrer under Solens Gyldenregn.
Her er et Leje — kongeligt og koldt —
en genfødt Hvile under Moderhjerte,
Hjemkomstens Slummer i det dybe Skød,
hvor alt, hvad lever, suget har sin Næring.
Tag mig i Favn og føl din Fostersøn,
du Eneste, som tager, hvad du gav,
som sviges ej i noget Testament,
men ene arver alle dine Børn.
Tag mig i Favn, forund mig fostertrygt
at die Livløshedens evige Fred,
der rinder op fra urtidsdybe Lag.
O Moder, ved dit Bryst er slumret ind
fra Jordens Morgenrød en utalt Hær
Urvæsener fra Land og Luft og Hav —
trofast du gemmer alt det døde Liv
hensmulret i urørte Dybders Søvn,
forstenet i kompakte Klippedrag —
Fossilers uforgængelige Minder.
Nu slaar mit Hjerte sine svage Slag
ned i dit miledybe Moderhjerte,
som er for stærkt til medynksfuldt at sitre.
Og dog jeg véd, der brænder Ild derinde,
og stundom drøner det sin Hede ud
i Kraterpust og aander op i Jordskælv.
Tag mig i Favn, du milde Moder Jord!
Ufølsom suger du mit Hjerteslag
foruden Gensvar. Dog er du mig kær
fortrolig. Du skræmmer ej, du er saa hjemlig.
Du sviger ej, du er saa tavs. Du svigter ej,
du er saa fast. Og hviler jeg hos dig,
jeg kan ej falde. Udstrakt paa dig
befrir du mig for Tyngdens Fangelænker,
der altid knuger den, der oprejst gaar.
Nu føler jeg en Klode under mig,
som red jeg den igennem Universet,
som mærked jeg dens vingesikre Fart,
der kløver Ætrens tynde Hav foruden Brus.
Med Ryg mod Ryg jeg hviler klippefast
paa dig, min Moder, tryg fra Hæl til Hoved,
og som en Filspaan hænger ved Magneten
saaledes bunden svinger jeg med dig,
hvorhen du danser ad din Himmelvej.
Jeg er saa rolig som en Sten i Muld.
I dig, min Moder, ja i dig er Hvile.
Her frygter ej jeg Døden; ingen Rædsel
den rummer; rolig hører jeg dens Le
henover Marken stryge sine Skaar:
det Straa, som ligger, mejer ingen Høstmand.
Jeg er jo eet med Jorden, med min Moder,
frivillig vendt tilbage til mit Ophav.
Jeg taber mine Blik i Himlens Dyb,
jeg ligger alt i Live i min Ligseng,
polstret med Græs, bestrøet med blanke Blomster,
Ranunklers Guld og Bellis’ hvide Stjerner.
Den hele Klode er min Katafalk,
se Solen flammer som min Sørgekerte,
og hver Naturlyd, hvert et Fuglefløjt,
selv Bækkens Sang og Billers klingre Summen
er Stemmer i et vældigt Gloria in excelsis,
der synges over mig.
Saaledes bør man dø:
et jordfødt Barn, der hviler hos sin Moder
og dier Livløshedens evige Fred
og slumrer Urtidslags fossile Søvn.