20. Marts 1898.
Kommer Støvets Aar til ham,
ikke Støvets Trællegerning,
ingen Leg med Lykketerning
har hans Haar bedækt med Skam.
Som en Bjærgmand har han hugget
dybt i Sandheds Fjæld sin Skakt,
men for Løgn sit Hjerte lukket
bag en isnende Foragt.
Ensom, ensom lig en Elv
stejl og stolt i Klippeleje,
fandt han sine faste Veje
under Løsnet: vær dig selv I
Bøjgen var hans Arvefjende:
Svaghed, Svigten og Akkord I
Intet «Skin» ham kunde blende,
derfor blev hans Syn saa haardt.
Skarpt han gennem Skallen saa
ind, hvor Kernen ormebides,
hvor der stinges og der lides,
dybt, hvor Tvivlens Rødder gaa.
I de falske Idealer
fandt han Sjælens Kræft og Svamp,
alle Døgnets Nødsignaler
i den kolde Samfundskamp.
Hykleriets falske Mynt,
Mørkets kogiende Mirakler,
Livets Krøblinge og Stakler,
hver svøbt i sin Livsløgns Pynt,
hver en Halvhed, hver en «Rolle»
greb han med sit stærke Tag,
holdt saa over Livets Trolde
skaanselløst sin Dommedag.
Stak vel denne Tvivls-Adept
altfor dybt i vor Nevrose,
stilled Sonden Diagnose
uden Middel og Recept,
— dog et Raad, som kunde kvæge,
udgik fra hans Tankehvælv:
Syge, vær din egen Læge!
redde kan du kun dig selv!
Heller dø med skærpet Syn
end et Liv med Løgnens Mærke!
Livet er kun for de Stærke,
som ser Sandhed under Bryn.
Kamp mod Frihed uden Skranke,
t Frihed selv i Død tilsidst,
vied han sin frie Tanke,
Aandens stolte Anarkist.
Mester, kommer Støvets Aar,
ikke Støvets Trællegerning,
ikke Leg med Lykketerning
paa din blanke Skjoldrand staar.
Som en Bjergmand har du hugget
dybt i Sandheds Fjæld din Skakt,
men for Løgn dit Hjerte lukket
bag en isnende Foragt.