Til Helen
Af Edgar Allan Poe
Af Edgar Allan Poe
Jeg saa en Gang dig, kun en Gang, for Aar tilbage —
hvor mange maa ej siges — ikke mange.
Det var en Juli Midnat. Fra en fuldrund Maane,
der flagred opad som din egen Sjæl
og steg og brød sig Bane gennem Himlen,
faldt der et sølvhvidt Silkeslør af Lys
med Fred, med Lise, med den søde Søvn
i tusind Rosers opadvendte Aasyn,
Roser, som voxed i en Tryllehave,
hvor Vinden voved kun at gaa paa Taa,
i tusind Rosers Aasyn, der til Tak
for dette milde Elskovslys udaanded
den fine Duftsjæl i exstatisk Død —
i tusind Rosers opadvendte Aasyn,
som døde under Smil i dette Bed,
berust af dig, fortryllet af din Nærhed.
Jeg saa dig klædt i Hvidt, tilbagebøjet
paa en violblaa Bænk; mens Maanen faldt
i tusind Rosers opadvendte Aasyn
og i dit eget — ak, vendt op i Sorg!
Var det ej Skæbnen, denne Juli Midnat,
var det ej Skæbnen — ogsaa kaldet Sorg —
der bød mig standse ved din Havelaage
og aande Vellugt af de slumrende Roser?
Alt lydløst: Den forhadte Verden sov
undtagen du og jeg — o Gud! o Himmel!
Hvor Hjertet slaar, naar disse Ord forenes —
undtagen du og jeg. Jeg standsed, stirred —
og i et Nu fordamped alle Ting.
— Ak, husk kun paa, at Haven var fortryllet! —
Selv Maanens perlehvide Glans gik ud;
Mosbænkene og Stiens hvide Bugter,
de glade Blomster, natbetyngte Træer,
var ikke mer at se; selv Rosenduften
hendøde i de kælne Vindes Favn.
Alt døde bort, undtagen du — alene du:
Undtagen dine Øjnes Guddomslys,
de opadvendte Øjnes hvide Sjæl.
Jeg saa kun dem — de Verden var for mig,
jeg saa kun dem — kun dem i Timevis,
jeg saa kun dem, til Maanens Lys gik ned.
Hvor vild en Hjertesorg laa skreven ind
i disse Himmelkloders blaa Krystal!
Hvor mørk en Ve! og dog hvor lyst et Haab!
hvor tindred deres Tavsheds stolte Sø!
hvor kæk en Adelsvilje! dog hvor dyb,
hvor bundløs dyb en Evne til at elske!
Men nu tilsidst Dianas Klode sank
i Vestens tunge Lag af Tordenskyer;
og du gled bort — et Spøgelse i Løvets
gravtunge Mulm. Kun dine Øjne blev.
De vilde ikke gaa — gik siden ej.
De lyste hjem mig ad en ensom Sti,
har ej — som Haabet har — forladt mig siden.
De følger mig, har fulgt mig gennem Aar.
De hjælper mig — dog er jeg deres Slave.
Og deres Kald er kun for mig at lyse,
min Pligt at frelses af det klare Lys,
at lutres som i en elektrisk Flamme,
at helliggøres i elysisk Ild.
De fylder mig med Skønhed — som er Haab —
de svæver højt i Himlen, Stjerner lig,
hvorfor jeg knæler i min Natteandagt.
Og dog jeg ser dem midt i Dagens Glød,
endnu jeg ser dem funkle mildt og stærkt —
to Venusstjerner, Solen aldrig slukker.