Usynligt mig følger dit duggede Blik
— mit Hjerte sig vender tilbage:
Ja se! jeg blev hos dig, selv da jeg gik
du ejer min Sjæl alle Dage.
Den Bølge, der højner din Barm, er jo mig
din Drøms den dybeste Glæde.
Men gaar jeg fra dig ad min natsorte Vej,
da er det, som Stjernerne græde.
Som skulde mit Hjerte i Længsel forgaa
og Tungsindets Syndflod stige —
dog skal gennem Natten vor Elskov gaa
og favnes i Drømmenes Rige.
Se, Stjernernes sitrende gyldne Graad
skal risle ind ad din Rude,
og da skal din Kind blive taarevaad
for din Ven, som vandrer derude.
Da ser jeg modig i Mørket frem
— til dig gaar Alverdens Veje.
Thi du er mit eneste hellige Hjem —
min Trone er bygt paa dit Leje.