Ja, du er om mig her og alle Vegne:
Du ’er den Luft, min Lunge aander ind
med syrlig Duft af Venushaar og Bregne.
Du er den Glød, der kommer paa min Kind,
den Drømmedugg, der dæmrer for mit Øje,
min Læbes Sitren under Solens Skin.
Se, alle Blomster mod min Mund sig bøje,
som om et Kys fra dig til mig de bar,
der skulde vore Sjæle sammen føje.
Stilheden svæver om mig som et Svar
paa alle Bønner, som jeg til dig beder;
og selv naar jeg mit Øje lukket har,
er der en Haand, som mig ved Haanden leder,
et Blik, der paa mit blinde Øje ser
og Sommer-Solskin paa mit Aasyn spreder ...
Den grønne Bregne staar paa mit Klaver:
naar Klangen stiger fra de stærke Strænge,
da skælve Bregnens Blade mer og mer,
og alle Toner gennem Planten trængesom
gennemblæste af Musikens Sus
de fine Stilke sitre stærkt og længe.
— Saaledes føler jeg et Tonebrus
ned over Hjertets tørre Blade regne,
og Sjælen fyldes af din Aandes Rus,
thi du er om mig her og alle Vegne.