(Solnedgang — Kanariefuglen sætter sig til Søvn i sit ubedækkede Bur — Lyset tændes)
Du røde Skær
bag Parkens tavse Trær,
lig Taareblod paa Himlens blege Kind,
— den Sol, som flygter, har jeg haabløst kær.
Du stumme Fugl,
som sover uden Skjul
og gisper mørkræd i et nøgent Bur,
— Stedbørn vi begge er af Mor Natur.
Du gule Lys,
jeg tænder med et lønligt Gys,
se, Mørket viger fra din lille Tande,
— men uden om dig skumme Nattens Vande.
Jeg græder selv
som Himlens Vesterhvælv:
Mit Lys er kunstigt — jeg er fuglestum
— jeg er alene i et bundløst Rum.