Foraar 1917.
Som Vilddyr røre sig de raa Titaner,
der had-optændte deres Lænker brøde
og true med at lægge Jorden øde
— ak, intet Øje nogen Redning aner.
Vi aabned selv de svovlede Vulkaner,
selvmorderisk vi ønsked at forbløde;
vi dømte dyrekøbt Kultur til Døde
og splintred Haabets foraarsgrønne Faner.
Nej! Solen gaar, som altid før den gik,
og Blomstens skyldfri Alterflamme brænder,
og Livet har sin luende Musik.
Opløft dit Hjerte! Omfavn dine Venner!
Grib med dit Hjerte om de andres Hjerter
og del med dem de selvforskyldte Smerter!