Efteraar 1917.
Udslukte er Aandernes Lamper
af Os fra de kvælende Baal.
Vi øjner kun Blodet, der damper
højt af den skændede Skaal.
Vi kvægslagter Menneskeheden,
besudler dens Minder i Mord.
Vi hugger ved Roden det Eden,
hvis Palmer beskygged vor Jord.
Alt Livet er lammet af Smerte,
fornedret af Nag og af Kval.
Hvem agter det blødende Hjerte,
der funkled i Fortidens Gral?
Hvor er vel de vogtende Skarer,
der slog om dens Helligdom Vagt?
Hør, hen gennem Folkene farer
kun Hadets hylende Jagt!
Gralridderne slumrer som døde,
deres Skjolde siver af Blod:
Skal Verdens Hjerte forbløde?
Vil ingen tænke paa Bod?
Hen gennem Jorden gik Revnen
af Hadets vædskende Byld,
hvor alle raaber paa Hævnen
og ingen vil sone sin Skyld.
Naar kommer den rene Daare,
der frelser Verden fra Kval?
Naar renser vel Angerens Taare
igen den besudlede Gral?
Naar slutter de sørgende Sjæle
paany om dens Helligdom Vagt?
Naar lærer vi atter at knæle
for andet end Vaabnenes Magt?