Nu, den røde Himmel blegner
og de første Stjerner prikke
gennem Aftnen, vil jeg ligge
bag de store Ørnebregner.
Mens de brede Blade hegner
mig en Hytte med det samme,
aander døsigt jeg den ramme
Vellugt af de grønne Bregner.
Som en Palmeskov sig tegner
Bladevrimlen om mit Leje,
ud den gror paa Mark og Veje,
svøber Jorden ind i Bregner.
Mulden omkring Roden segner
moseblød med blanke Pytter,
og den hele Verden lytter
til et Aandedrag af Bregner.
Og det damper, gror og regner
tungt og hedt helt op til Polen:
Vaargrøn svinger sig om Solen
Jorden klædt i Skov af Bregner.