Kunde jeg lytte til Rosens Hjærte
dybt i det svindende røde Svøb,
sænke mit Blik bag de kuplede Blade,
følge Aarernes skjulte Løb ...
Se, hvor det rødmer i Bladenes Indre,
sart som en Jomfrus blufærdige Kind.
Ak, i en Roses lønlige Drømme
trænger sig aldrig et Menneske ind.
Duften daarer. Den duftende Rødme
tvinger mit henrykte Øje til.
Duften er Blomsternes eneste Sprog.
Duften siger, hvad Rosen vil.
Lukt er det unge Rosenhjerte,
Duften, Duften paa Døden kalder.
Dør du, min Rose? — Uden en Klage
Bladene over mit Ansigt falder.