En Hær af lysblaa Øjne op mod Himlen
— ak, disse Blomsters blaa og blide Blikke
her i den grønne, dybe Eng
ved Bækkens Bred, hvor Kvæget søger Drikke.
Hvad har de søde Blomster vel paa Hjerte?
Hvorfor mon de vil glemmes ikke?
Ak, I maa heller blomstre glemt i Engen
end visnet Lig i Lommebogen ligge.
Nej, jeg vil ikke plukke Jer, men blot
se Eders lyse Stjerner sagte nikke
og høre Eders fine Blomsterstemme
hennynne stille: O forglem mig ikke!
Og jeg vil mindes Eders Blomsterkald:
Hvor Fællesgraven lod de Døde ligge
i navnløs Glemsel, gror I frem som Øjne,
der trygler stille: O forglem os ikke!
— — — — —
I Beresinas brede Løb er Strømmen brudt
i tvende Grene af en sumpet Ø,
der højner op sig af de tunge Vande,
og mod hvis Bredder alle Bølger dø.
Den Ø blev dannet paa en Vintermorgen,
da Floden tørned tung og fyldt med Is
omkring en Bro, i Nattens Mørke slagen
at frelse Storarméen fra Forlis.
Henover Broen drog en Hær i Pjalter,
en Stodder-Garde, Marskalk-Lazzaroner,
en ligbleg Kejser i en Dødningdans,
af Sulten hærget, flænset af Kanoner.
Men Broen brænder. Og et talløst Tros
afskaaret styrter sig i Dødens Gab.
Hvad ikke myrdes, og hvad Ilden skaaner,
det sluger Floden i sin Drageflab.
Og Beresina, tung af Lig og Vaaben,
sit Bytte tygger mellem Isens Tænder.
Henover Strømmens rædselsfyldte Dyb
Ildbroen sine Flammebuer spænder
Den Ø blev dannet af et kostbart Slam:
af Lig, optaarnet til en Dødens Høj,
af raaddent Kød, af Pandeskallers Vrag,
hvorover Krigens Ravne graadigt fløj.
Natur, o Moder, kærlig er din Haand,
den blomsterdækker Dødens Rædselsspor!
Da Vaaren kom, Lig-Øen stod i Græs,
i tusind Glemmigejers skønne Flor.
— — — — —
En Hær af lysblaa Øine op mod Himlen
— ak, disse Blomsters blaa og blide Blikke!
Ak, denne fine tynde Blomsterstemme,
der nynner sagte: O forglem mig ikke!