Der kipper Kornmod over Himmelhvælvet
— Luften er lys som mælkeblaa Opal —
snart Lykkens Lyn skal rense Sjælen sval,
der længe har i hed Forventning skælvet.
Fra Marken strømmer Duft af moden Hvede,
og Havens Træer tynges ned af Frugt,
og Alting længes mod at blive plukt,
og Rug og Havre er til Høsten rede.
End mindes jeg vor Elskovs Foraarsduft —
du sitred som en kuldskær Anemone,
hvis hvide Blade rødmende fortone
under det første Kys af Sol og Luft.
Du var saa frygtsom, og din unge Tro
var lig en famlende og raadvild Ranke,
— som Druen voxed stor din lille Tanke,
snart saa jeg den i klare Klaser gro.
Og nu er dine Drømme fyldt med Saft,
din Kærlighed har mørke modne Druer,
og i dit Hjerte samme Længsel luer
som den, der giver Kornets Kerner Kraft.
Se derfor kipper Kornmod over Hvælvet —
Luften er svanger, stærkt vort Hjerte slaar,
og Lykkens Lynglimt gennem Sjælen gaar,
der længe har i Drøm og Længsel skælvet.
Og om din Pande snor jeg Humleranker,
og paa din Barm jeg fæster gule Ax:
Høsten er nær! — Nu kysser du mig strax
og favner mig og gætter mine Tanker.
25. Juli 1893.