Hvad vil I mig, I store stumme Stjerner?
I forsker ej med noget Forsyns Blik —
ej for min Skæbne I at raade fik,
og ingen Engel om min Vandring værner.
Jeg véd jo, at mit hele Liv ej gælder
det mindste mer end hvert et vissent Blad,
der falder ned fra Grenen, hvor det sad,
til Bladebunkerne, som Ingen tæller.
Hvem holder Bog vel over Havets Sand
og følger hvert et Korn, hvorhen det drives? —
Een Bog jeg véd kun, hvor mit Liv opskrives, —
et Øje, som mig altid finde kan,
en skarp Kritik, som dog min Færd berømmer:
En Sjæl, som elsker, og som aldrig dømmer.
24. Juli 1893.