Hvo aldrig sig en Ruus har havt
Mel.: Wer niemals einen Rausch gehabt etc.
Mel.: Wer niemals einen Rausch gehabt etc.
Hvo aldrig sig en Ruus har havt,
er ingen Dannemand:
I pæglevis den ædle Saft
ej gavner meer end Vand.
Nej, tømme maa man først en Pot,
før man deraf har rigtig godt.
Saaledes, som I see mig her,
jeg alt har tømmet tre;
og at jeg langtfra slukket er,
I snart skal faae at see.
Naar en Snees Glas er’ tømmed’ først,
saa voxer, faae den Skam, min Tørst.
Jeg er en gammel Praktikus
i Bacchus’ ædle Konst;
ej spiller man mig let et Puds,
ej er jeg fuld omsonst.
I Rusen stiger mit Genie;
jeg boler da med alle Ni.
Men faaer jeg Øje paa en Tøs,
mig Ild er Druens Saft:
da bryder Kjærligheden løs
med en herkulisk Kraft,
og Bacchus lønner med et Smiil
sin ægte Dyrkers Mod og Ild.
Naar hele Salen cirkelrund
sig drejer om min Stol,
jeg føler stolt i samme Stund
mig denne Verdens Soel;
men staaer alt Bollen paa vort Bord,
jeg som Planet min Bane snoer.
Og snurrer jeg da rundt saa tidt
til jeg mig snoer omkuld,
jeg deraf har en reen Profit:
jeg veed da, jeg er fuld;
og salig favner jeg den Ven,
som hjelper mig paa Fod igjen.
Mig Jorden er et Paradiis
(min Jord er denne Sal);
med mig jeg kalder hver Mand viis,
som har en Perial;
og Viismænd er’ vi Een og Hver,
thi fulde er’ vi Alle her.
Jeg sjungen har saalænge nu,
min Hals er ganske tør;
thi staaer til Glasset al min Hu:
jeg drikke maa som før.
Op! skjænker i til bredfuldt Maal,
vi ende Visen med en Skaal:
Højt leve hver en Broder her,
som dygtig pimpe kan,
som veed at hævde Klubens Værd
og er en Dannemand!
Naar hver vil gjøre sit med Flid,
vort Selskab staaer til evig Tid.
A. P. Liunge.