Alting, siger Salomon, haver sin Tid:
Tid er der til Daarskab, Tid er der til Vid,
Tid er der til Latter, Tid er der til Graad;
en Regel, som bliver saa tidt overtraad’.
Men drikke, men drikke, er l’ordre du jour,
hvad enten vor Skjæbne er blid eller suur.
Naar Dagen i Arbeid og Møje svandt hen,
saa er det jo billigt, man drikker paa den;
og seer man den kommende Morgen fremgrye,
da trænge vi Stakler til Styrke paany.
At drikke og drikke, de Vise har meent,
er aldrig for tidligt og aldrig for seent.
Man drikke i Glæde, man drikke i Sorg;
hvo ikke har Penge, han drikke paa Borg,
og den, der er bleven af Vanvare riig,
er pligtig at lade os drikke med sig;
men Drikke, og Drikke, og Drikke maa til,
hvad enten Hr. Plutus er vred eller mild.
Den Mand, der i Kjærligheds Lotto fik Nit,
hvad Under var det, om han pimpede lidt?
Men den, der vandt Prisen, med skummende Maal
bør drikke sin skjønne Tilbededes Skaal.
At drikke, og drikke, det Takoffer er,
som Mester Cupido for Alting har kjær.
Thi, kjæreste Brødre! thi drikker Enhver,
hvorledes hans Kaar og hans Skjæbne end er!
Og Olding, og Yngling, og Daare og Viis,
forene sig alle til Vindruens Priis;
at drikke, og drikke, og drikke igjen
saa gladelig Ven her forsamles med Ven.
Rahbek.