Andreas Peter Liunge (1798–1879)

Hvo aldrig sig en Ruus har havt

er ingen danemand;

i pæglevis den ædle Saft

ei gavner meer end Vand.

Nei tømme må man først en Pot,

for man deraf har rigtig godt.

Saaledes, som I see mig her,

jeg alt har tømmet tree,

og at jeg langtfra sluttet er,

I snart skal faa at see.

Naar en Snees Glas er tømmet først,

saa voxer, faae den Skam! min Tørst.

Jeg er en gammel Praktikus

i Bacchus ædle Konst;

ei spiller Man mig let et Puds,

ei er jeg fuld omsonst.

I Rusen stiger mit Genie,

jeg boler da med alle Ni.

Men faaer jeg Øie paa en Tøs,

mig Ild er Druens Saft;

da bryder Kjerligheden løs

med en herkulisk Kraft,

og Bacchus lønner med et Smiil

sin ægte Dyrkers Mod og Ild.

Naar hele Salen cirkelrund

sig dreier om min Stol,

jeg føler stolt i samme Stund

mig denne Verdens Sol.

Men staaer alt Bollen paa vort Bord

jeg som Planet min Bane snoer.

Og snurrer jeg da rundt saa tit,

til jeg mig snoer omkuld;

jeg deraf har en reen Profit:

jeg veed da, jeg er fuld.

Og salig favner jeg den Ven,

som hjelper mig paa Fod igjen.

Mig Jorden er et Paradiis,

(min Jord er denne Sal.)

Med mig jeg kalder hver Mand vis,

som har en Perial.

Og Viismænd er vi Én og Hver,

thi fulde er vi Alle her.

Jeg sjungen har saalænge nu,

min Hals er ganske tør.

Thi staaer til Glasset al min Hu:

jeg drikke maa, som før.

Op! skjenker I, til bredfuldt Maal!

vi ende Visen med en Skaal:

Høit leve hver en Broder her,

som dygtig pimpe kan!

som veed at hævde Klubbens Værd,

og er en Danemand!

Naar hver vil gjøre sit med Flid,

vort selskab staaer til evig Tid.