Hvor skjønt i Vennekjæde sammen
Mel.: Os Elskovs hulde Skaberinde.
Mel.: Os Elskovs hulde Skaberinde.
Hvor skjønt i Vennekjæde sammen
at hylde Venskabs Harmonie,
og høit og i fortrolig Gammen
en munter Vise stemme i;
naar Ven hos Ven har taget Sæde
og Hjertet banker høit af Glæde,
naar Vinen blinker i Pokalen
og Chorus toner høit i Salen,
hvert Øie straaler salig Lyst,
og Glæden troner i hvert Bryst.
Ti Fryd os Ungdomsvaaren byder;
see, Blomster spire for vor Sti!
Op! Glædens Rosenalder nyder!
Snart svunden er dens Tryllerie.
Snart Sorgens Byrde os vil bøie
og mørkne Glæden i vort Øie;
snart har af Vaarens lyse Dage
vi Mindets Skygger kun tilbage:
thi lad os nyde Livets Lyst,
mens Glæden aander i vort Bryst!
Hvor riig er ikke hele Jorden,
for raske Ynglings lyse Sjel!
Ham Livets Skat er aabnet vorden
i Kjerligheds Offervæld.
Naar Blik og Blik hinanden møde,
og Hjerter sympathetisk gløde?
o Elskovs søde Øieblikke!
I svinde, men I glemmes ikke!
Saalænge Hjertet varmt end slaaer,
ei Eders Mindeblomst forgaaer!
Med Længsel Ynglingshjertet lytter
til ærligt Venskabs djærve Ord,
og varmt det Venskabspagten knytter,
og Troskabs Aand i Pagten boer.
Kjærminderne, som Krandsen flette,
en himmelsk Salighed forjætte!
I Sorgen Trøst og Stav i Nøden,
I Livet Ven og Ven i Døden! _
Paa Orkus’s Bred, som Livets Vei,
forsager trofast Venskab ei!
Op, lad os slynge friske Krandse
af Glædens Blomster om vort Haar!
I Zephyrlette Glædesdandse
vi svæve hen den skjønne Vaar.
Snart har af Vaarens lyse Dage
vi Mindets Skygger kun tilbage,
snart stiger Sorgen af sin Hule
og Skyer vores Himmel skjule;
thi, lad os nyde Livets Lyst,
mens Glæden aander i vort Bryst!