Elskes skal Livet,
i store Haab forplantes,
Soloffer vorde vor Dag og Daad.
Lutres skal skønne,
skærmende Drømme,
tonende Slægters Længselsgraad.
Kraften skal sejre,
bristende blomstre
løftet fra Muldens Moderskød.
Stammen er Mandom,
Kronen er Ungdom,
væver et Tag af Lue-Lød.
Evige Legem,
Træ af Tiders Styrke,
urgamle, mægtige Ygdrasil.
Gaadernes Gaade
rinder dig i Blodet,
hældende staar du — grøn og mild!
Kærlighedsfrodig,
vuggende i Vælde,
løftet mod alle og ej mod en,
skummer dit Løvhav
lyst over Lande,
fløjtende Fugle tæt om Gren.
Jorden du suger,
Himlen du bærer,
brusende Ask paa dit stærke Skjold
Duggen i Dale m
kølende lindrer
Tidernes vilde Ve og Vold.
Ja, jeg har set dig,
Ygdrasil-Asken,
spejlet i Tidens forrevne Slægt.
En bar sin Krone
mægtig og løvtung,
anede neppe Kronens Vægt.