Jeg ser dine mørke Øjne,
hvor Glæden har grædt sig frem.
Din Mo’r var født i Sevilla,
din Fa’r i Jerusalem.
Din Mo’r maatte danse paa Torvet
og vise sit Smalben frem.
Din Fa’r saa kun hendes Øjne
og husked Jerusalem.
Din Mo’r løb bort med en Maurer,
hun længtes længere frem.
Din Fa’r, han blev ved din Side,
du blev hans Jerusalem.
God var din Fa’r. Men hver Schabbes
tog han sin Alen frem.
Han slog dig, han rev sig i Haaret
og jamred: Jerusalem . . .!
Nu skælver i dine Blikke
den evige Søgen frem. —
Skæbnen er over os alle,
hver fik sit Jerusalem!