Mødes Haand og Hjærte
i en Kunstners Værk,
da gør Hjærtets Mildhed
Haandens Vilje stærk.
Følges Aand og Lune
med den stærke Glød,
da vil Værket springe
fra det rette Skød — —
Stærk i Lys og Lykke
og i sødt Behag
som en Frugt, der læsker,
modnes skal vor Dag!
Modnes under Solens
klare Straalestrøm.
Daadens Vished atter
vækkes af sin Drøm.
Frodigt vi fornemmer
at vort Liv er til
som en Klang, en Tone
i det store Spil.
Alt i Rummet strømmer
mod vor Længsel ned.
Selv i Nuets Afglans
er der Evighed.
Sværg da — Haand og Hjærte
for det stolte Værk!
Da gør Hjærtets Mildhed
Haandens Vilje stærk.