I
Staalaldertid for spændte Musklers Kraft!
jeg hilser dig og vandrer dine Veje.
Hvad Klosterdrømmene har haft i Eje
er størknet til en galdebitter Saft.
Hvem klæder sig i svundne Tiders Taft,
naar Foraarsstorme gennem Verden feje?
Paa Vægten da med alt, hvad jeg har haft,
jeg tør det nye mod det gamle veje.
Jeg strækker mine Arme mod en Luft,
der tordensvanger ejer Lynildsglød,
at lære Klodens Børn en stolt Fornuft,
en Tro paa deres Viljes sunde Magt
og paa den Vished, os Naturen bød,
at Jorden er den stærke underlagt.
II
Fornyelse er Livets største Magt.
De vege Viljer evner kun at græde.
Naar Dagen hæver sig i dugget Væde,
de ræddes for dens lysombruste Pragt.
Men endnu er vi ikke Dødens Fragt.
Og endnu vækker Dagen os til Glæde.
Og vi vil endnu staa om Lyset Vagt,
fordi vi elsker Jorden, som vi træde.
Vist er der Manddom i den nye Tid:
vidt blusser Videnskabens klare Fakkel
og Tro paa Liv og Vilje vokser frem.
Kun vi, der skulde bringe Gløden hjem,
har til de gamle Guder fæstet Lid
og beder i det gamle Tabernakkel.