Et halvslukket Aftenskjærs Ulmen,
en Stjerne bag Skovryggens Kam
og Skygger af duvende Pile
i Spejl af den blikstille Dam.
Fra Huset bag hvide Syrener
en Lysstribes rødlige Streg
og Dig i det oplyste Vindu
helt hvidklædt og underlig bleg,
forunderlig halvgjennemsigtig,
saa Hjertet derinde jeg saae
og mærked i Rhythmer det banke
og hørte melodisk det slaa.
Og op fra dit Hjerte sig løfted
en Taare, hvis Tanke mig gjaldt;
den trilled til Jord, og fra Himlen
et funklende Stjerneskud faldt.