Slukt, slukt er den lyse Skjærsommernatsglands,
forstummet det lokkende Alfehorns Kalden,
forsvunden de daarende Ungpigers Dands,
og Skyteppet falder med Bladenes Falden.
En Hvisken af Søvn dysser Hjertet i Ro,
til Søvnen med Plump ned i Afgrunden ender.
Jeg stræber at tro det, jeg stræber at tro,
at nogen bag Mørket et Lys for mig tænder.
Dog, er der bag Mørket mon noget at se?
Halvt uklare Stemmer mig synes at love
et smertefrit Fald for derefter maaske
blødt, blødt i den dybeste Glemsel at sove.