Nu hviler Mark og Enge,
til Ro Du selv kan trænge,
Du røgtet har din Dont
og aldrig Fanen sveget
og ingen Fodsbred veget
paa Forpost mellem Godt og Ondt.
Hvad Slag Dig end har rammet,
blev Kraften ikke lammet,
hvert Saar er nu kun Ar;
om lokket eller truet,
blev Viljen aldrig kuet,
mer rank den er, end før den var.
Uovervundne, stærke,
nu skal Du Skjold og Mærke
til Engles Vagt betro;
dit Plag fik ingen Flænge,
— nu hviler Mark og Enge —
gak, trætte Stridsmand, trygt til Ro!